B&O-aktionærer godkender plan: Henter 400 millioner kroner
Onsdag stemte aktionærerne i Bang & Olufsen ja til, at selskabet får tilført omkring 400 millioner kroner.
Bang & Olufsens aktionærer har onsdag helt som ventet godkendt, at selskabet henter omkring 400 millioner kroner i aktiemarkedet.
Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.
Pengene skal bruges til at få selskabet gennem coronakrisen, der har ramt salget af selskabets tv, lydanlæg, højttalere og headsets.
De skal skaffes ved, at der udstedes 81,5 millioner nye aktier, som bliver tilbudt til de eksisterende aktionærer for 5 kroner stykket.
Det er markant billigere end prisen på børsen i København. Her kostede aktien 23,76 kroner, da handlen stoppede onsdag.
Ramt af dødsfald
Beslutningen blev truffet på en ekstraordinær virtuel generalforsamling. Her skulle selskabet bruge et ja fra to tredjedele af aktionærerne.
Et ja lå dog allerede i kortene inden generalforsamlingen, da selskabet 12. maj fortalte, at en række store aktionærer allerede havde takket ja til at købe nye aktier.
Det gjaldt blandt andet de tre største danske aktionærer - pensionskassen ATP, Chr. Augustinus Fabrikker og Færchfonden.
Selskabet blev tirsdag ramt af et tragisk dødsfald, da bestyrelsesformand Ole Andersen afgik ved døden af naturlige årsager.
Den 63-årige erhvervsmand har tidligere været bestyrelsesformand hos både Danske Bank og ingredienskoncernen Chr. Hansen.