Norwegian præsenterer nyt milliardunderskud
Coronavirus har budt på voldsomme omvæltninger, lyder det fra Norwegian, der har lidt milliardtab.
Da udbruddet af coronavirus begyndte at sprede sig til Europa i marts, styrtdykkede det norske luftfartsselskab Norwegians passagertal med 40 procent - og det har trukket hele selskabets regnskab for første kvartal ned.
Over de tre måneder tabte Norwegian 2,24 milliarder danske kroner før skat.
Antallet af passagerer i første kvartal lå på lidt over fem millioner, mens det i samme kvartal året før lå på 8,12 millioner. Dermed tabte selskabet mere end hver tredje passager.
Forårsaget af coronavirus
Selskabet lægger i regnskabet ikke skjul på, at coronaudbruddet har betydet voldsomme omvæltninger for Norwegian.
- Covid-19-udbruddet fulgt af myndighedernes restriktioner på rejser og et fald i efterspørgsel har ført til de fleste af selskabets fly holdes på jorden og midlertidige fyringer af en betydelig del af selskabets ansatte, mens selskabet går i hi, skriver Norwegian.
- Tallene for første kvartal er som forventet hårdt påvirket af covid-19 krisen. De kommende måneder vil være udfordrende for både Norwegian og luftfartsindustrien, siger Norwegians topchef Jacob Schram i forbindelse med regnskabet ifølge Finans.
Da første kvartal udløber med marts, er effekten fra april og maj ikke med i regnskabet for første kvartal.