Coronavirus

Hjælpepakke på 725 millioner til rejsebranchen vedtaget

Siden Danmark og resten af verden lukkede sine grænser, har rejsebranchen lidt.

Grænserne er lukket, og mange danskeres sommerferie udenlands i 2020 er aflyst.

Det har taget hårdt på den danske rejsebranche, der nu får en udstrakt hånd i form af en hjælpepakke på 725 millioner kroner.

Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

- Rejsebranchen var den første, der mærkede, at coronakrisen ikke kun ramte på sundheden, men også økonomien. Pakken i dag er derfor en hånd til de mange tusinde, der arbejder i branchen, så danskerne også kan få en dansk guide i fremtiden, siger han.

I forvejen er Rejsegarantifonden tidligere i coronakrisen blevet tilført 1,5 milliarder kroner i form af et lån fra staten, som skal betales tilbage over en årrække.

Aftalen indeholder følgende:

  • Tilskud til Rejsegarantifondens kasse for ekstraordinære situationer på 600 millioner kroner.
  • 125 millioner kroner målrettet pakkerejser i Rejsegarantifonden.
  • Tilbagebetalingsmodellen for lån via Rejsegarantifonden gøres individuel. Dermed undgår man en situation, hvor et velfungerende rejseselskab skal hæfte for en konkurrent, der ikke kan betale. Det gælder for rejser, der skulle være påbegyndt fra og med den 14. april 2020 og frem til den 10. maj 2020.
  • Dækning af ekstraordinære meromkostninger, som rejseudbydere har haft - herunder ombookninger og hjemtransport.
  • Søge opbakning i EU til en midlertidig, obligatorisk voucher-ordning. En voucher skal tilbydes forbrugere som en garanti/gavekort for den betalte rejse. Efter et år vil forbrugeren have mulighed for at få pengene tilbage.

Aftalen er indgået mellem regeringen og partierne SF, EL, RV, ALT, V, K, DF og LA.

Glad branche

Rejsebranchen har tidligere kritiseret, at selskaberne samlet set har skullet hæfte for lånene i Rejsegarantifonden.

Det ændres nu for aflyste rejser mellem 14. april og 10. maj, hvor det er det enkelte selskab, som skal betale pengene tilbage.

Derfor er der også glæde i branchen:

- Det er meget positivt. Vi er meget glade. På mange punkter er det en forbedring, end det vi først havde fået, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening

Lars Thykier siger, at det langtfra er sikkert, at det her redder alle selskaber, da danskernes rejsemønstre formentlig er ændret:

- Vi får vores bagudrettede betalinger håndteret én gang for alle. Det er et meget stort skridt på vejen for at undgå en række konkurser, og kunderne får, det de skal have. På den lange bane skal vi nok håbe på flere penge, siger Lars Thykier.

Forudså rækker af konkurser

Siden Danmark og resten af verden lukkede sine grænser, har rejsebranchen lidt.

Bunker af afbestilte rejser og krav om tilbagebetaling af pakkerejser har fyldt mailboksene hos landets rejseselskaber.

I slutningen af april lød kravet på cirka en milliard danske kroner, fortalte brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening 24. april.

- Nogle bureauer har alene kapital til at føre deres virksomhed videre i blot få uger endnu, mens de fleste har meddelt brancheforeningen, at de kan klare et par måneder endnu, skrev foreningen.

80 procent af foreningens medlemmer svarede samtidig, at de inden for en måned ville løbe ind i problemer med likviditeten inden for én til tre måneder.