Coronavirus

Nedlukning af forlystelsesparker koster Disney dyrt

I januar blev Shanghai Disney Resort og Hongkong Disneyland blev lukket, og i midten af marts var samtlige temaparker lukket ned.  Hector Retamal / Ritzau Scanpix

Walt Disney-koncernens overskud falder med over 90 procent på nedlukning af temaparker, viser regnskab

Nedlukninger af temaparker og biografer på grund af coronavirusudbruddet trak voldsomt ned i Walt Disney-koncernens overskud i selskabets regnskab for andet kvartal.

I forhold til samme kvartal 2019 faldt overskuddet med 91 procent til 491 millioner dollar, skriver CNN. Regnskabet er offentliggjort tirsdag aften dansk tid.

Størstedelen af tilbagegangen skyldes mistede indtægter i Disneys forlystelsesparker.

For bare få måneder siden meldte Walt Disney om et rekordår for sin filmdivision og en stærk start på koncernens indtog på streamingmarkedet.

Men i slutningen af januar begyndte virusudbruddet at kunne mærkes.

Shanghai Disney Resort og Hongkong Disneyland blev lukket, og i midten af marts var samtlige temaparker lukket ned. Det samme var biografer, og Disney satte sin tv- og filmproduktion på pause.

Sportskanal lider

Disneys sportskanal ESPN blev også påvirket, da al sport blev suspenderet.

Walt Disney skønner, at det samlet er gået glip af indtægter på 1,4 milliarder dollar som følge af de globale tiltag for at inddæmme virusudbruddet.

I næste uge bliver forlystelsesparken i Shanghai dog genåbnet.

Der vil i første omgang blive lukket færre besøgende ind end normalt, så nye sikkerhedstiltag som afstand mellem personer og temperaturkontrol kan blive indarbejdet, oplyser Disney.

Det er uvist, hvornår Disneys øvrige forlystelsesparker i Asien samt i Frankrig og USA igen åbner for gæster.

Disney+ er en succes

Et forretningsområde, som viste fremgang i kvartalet, var streamingtjenesten Disney+, der blev lanceret i november sidste år.

I maj nåede tjenesten op på 54,5 millioner betalende kunder. Det er næsten fem millioner flere abonnenter end i begyndelsen af april.

Der bliver dog brugt store summer på at opbygge streamingtjenesten, og divisionen havde et underskud på 812 millioner dollar i det seneste kvartal.

Men tilgangen af nye kunder var med til løfte Disney-koncernens samlede omsætning med 21 procent til 18 milliarder dollar.

På grund af de usikre fremtidsudsigter har Walt Disney-koncernen valgt ikke at offentliggøre finansielle forventninger til hele regnskabsåret.

Disney har et såkaldt skævt regnskabsår, som ikke følger kalenderåret.