Business

Norwegian tager første skridt i godkendelse af redningsplan

Norwegian har fået godkendt redningsplan af sine obligationsejere. Det sker efter længere tids arbejde.

Første skridt mod en foreløbig redning af Norwegian kan være taget.

Søndag fortæller det kriseramte luftfartsselskab i en fondsbørsmeddelelse, at det har fået godkendt sin redningsplan af alle fire obligationsejere.

De fire obligationsejere har alle ret over virksomhedsobligationer i Norwegian. En obligation er et slags lån - med andre ord vil det sige, at obligationsejerne har lånt penge til Norwegian.

- Med denne her aftale har man taget et vigtigt skridt fremad i forhold til at nå den endelige rekonstruktion. Nu har man obligationsejerne på plads, og nu skal man så forhandle med de her leasingselskaber, der faktisk ender med at sidde på den største ejerandel, siger Jakob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank med stor viden om flybranchen.

Et afgørende led i redningsplanen har været at få obligationsejerne til at acceptere, at dele af lånet i selskabet bliver lavet om til aktier.

Et sådant skridt vil kunne føre til mere egenkapital for Norwegian, som er nødvendigt for at kunne få statsstøtte fra Norge.

For at få redningsplanen helt på plads skal Norwegians leasingselskaber, som en del af flyene er lejet hos, også nikke ja til planen.

Ikke tilbage endnu

Derudover skal aktionærerne give grønt lys til planen. Der er ekstraordinær generalforsamling mandag, hvor der skal stemmes om Norwegians forslag.

Analytikeren nævner, at mandag er helt afgørende, da der stemmes om, hvorvidt rekonstruktionen skal gennemføres - eller om Norwegian skal gå konkurs.

- Norwegian er der, hvor de har taget et vigtigt skridt frem. Og jeg ville blive overrasket, hvis de ikke kan lave en aftale med leasingselskaberne, og aftalen til sidst bliver stemt igennem mandag.

- Men når det så er sagt, skal vi ikke regne med, at Norwegian fra den ene dag til den anden kommer tilbage til, hvordan vi kendte dem før, siger Jakob Pedersen.

Jakob Pedersen nævner, at selvom det kan se positivt ud efter mandag, kan selskabet sagtens få behov for yderligere kapital om nogle måneder.

- Det er et vingeskudt selskab, der skal finde sine egne ben at stå på i et marked, hvor der i øjeblikket ikke er efterspørgsel efter flyrejser, siger Jakob Pedersen med henvisning til coronakrisen.

Har været i krise længe

Godkendelsen af redningsplanen sker, efter at Norwegian i flere uger har arbejdet på at skaffe nok egenkapital til at kunne få statslig støtte fra Norge.

16. marts meddelte selskabet, at de sendte 7300 af 11.000 ansatte hjem og aflyste 85 procent af alle flyvninger.

Det holdt knap en måned, hvorefter at Norwegian meddelte, at de måtte lade fire underselskaber gå konkurs. Tre af dem var danske og ét var svensk - 614 medarbejdere blev fyret.

Det skyldtes blandt andet, at den norske stat dækker 100 procent af lønomkostningerne, mens den danske stat kun dækker op til 80 procent, lød det.

Siden meldte selskabet, at de som en del af redningsplanen ikke vil flyve uden for Norges grænser før 2021.

Redningsplanen fra den norske stat skal putte 2,7 milliarder norske kroner - svarende til 1,76 milliarder danske kroner - ind i selskabet.

Norwegian har længe været hårdt ramt økonomisk, da selskabet blandt andet ejer 18 af de omstridte Boeing 737 Max-fly, der to gange er styrtet, hvorfor de har været omfattet af et flyveforbud.