Business

Tweet fra Elon Musk fik Tesla-aktien til at styrtdykke

Elon Musk er 48 år og menes at have en formue på omkring 39 milliarder dollar. Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Et tweet fra Teslas ejer, Elon Musk, fik aktiekursen til at falde voldsomt.

I løbet af få timer tog den amerikanske elbil- og batteriproducent Tesla fredag et styrtdyk på aktiemarkedet.

Et dyk, der ifølge BBC beløber sig til 96 milliarder kroner.

For at finde årsagen til at det kunne gå så galt, skal man kigge mod Tesla-topchef Elon Musk, der fredag klokken 17.11 udsendte et opsigtsvækkende tweet.

På det tidspunkt var Tesla-aktien 761,31 dollar værd.

Elon Musks budskab var kort, men klart:

- Teslas aktiekurs er for høj i min optik, skrev han.

Og reaktionen på aktiemarkedet kom altså prompte.

Stort fald

Klokken 17.20 var Teslas aktiekurs nede i 722,11 dollar per aktie.

I de efterfølgende minutter rettede aktien sig en smule op, men kun for at falde endnu voldsommere.

En lille time efter Elon Musks tweet ramte Tesla-aktien en bund med en pris på 686,83 dollar per aktie.

Aktien stabiliserede sig herefter og lukkede i kurs 701,32 - godt 60 dollar mindre værd end før Tesla-ejerens tweet.

Kæresten blev sur

Tweetet om aktiekursen var langt fra det eneste tweet fra Elon Musk, der fik folk til at spærre øjnene op. Et minut før, skrev han:

- Jeg vil sælge næsten alle mine ejendele. Vil ikke eje et hus, lød det fra Musk.

Han tilføjede i et efterfølgende tweet, at hans kæreste Grimes (berømt popsangerinde red.) var sur på ham.

Har røget sig skæv under et interview

Elon Musk blev efterfølgende spurgt af en journalist fra Wall Street Journal, om han lavede sjov. Men det afviste Musk med et kort nej.

Men den internationale aktieanalytiker fra Wedbush Securities, Daniel Ives, har dog en anden opfattelse af Elon Musks udtalelser.

- Vi opfatter Musks kommentarer som sarkastiske, og det er bare Elon, der opfører sig som Elon. Man må sige, at hans tweets gør Wall Street frustrerede og giver folk en hovedpine, siger han ifølge Reuters.

Det er ikke første gang, at Elon Musk kommer i negativt søgelys for sine udmeldinger.

Musk har blandt andet talt om at tage Tesla af børsen, er blevet filmet, mens han røg sig skæv under et interview, og har tidligere fået en bøde i millionklassen af de amerikanske finansmyndigheder for sine skriverier på Twitter.

Voldsom stigning

Alt det til trods, så er Tesla-aktien siden slutningen af 2019 steget voldsomt.

I oktober 2019 var den omkring 231 dollar værd, mens den i februar nåede en værdi på lige over 900 dollar for en aktie.

Det helt store spring i aktieværdien kom efter det uafhængige analyseinstitut Argus Research hævde kursmålet for Tesla fra 556 dollar til 808 dollar for en aktie. Dertil kommer, at Tesla er begyndt at lancere biler, som flere mennesker har råd til - blandt andet Tesla Model 3.