SAS fyrer op til 5000 medarbejdere
I Danmark bliver 1700 medarbejdere fyret. Både administrative stillinger, piloter og kabinepersonale bliver berørt af fyringerne.
Luftfartsselskabet SAS fyrer op til 5000 medarbejdere som følge af coronakrisen.
Det skriver SAS i en fondsbørsmeddelelse.
Heraf er de 1700 danske medarbejdere.
- Covid-19 har tvunget SAS til at se ind i en ny og hidtil uset virkelighed, der ikke kun vil vare de kommende måneder, men også i de kommende år, siger SAS' administrerende direktør, Rickard Gustafsson, i meddelelsen til fondsbørsen og uddyber:
- Vi er nødt til at tilpasse vores omkostninger til de nuværende omstændigheder. Derfor er vi beklageligvis tvunget til at tilpasse vores arbejdsstyrke til den lavere efterspørgsel på rejser, lyder det.
Flere personalegrupper bliver berørt af fyringerne - både administrative stillinger, piloter og kabinepersonale vil forsvinde, oplyser SAS til TV 2.
Flere tusinde medarbejdere hjemsendt
SAS har samlet set cirka 13.000 medarbejdere, inklusiv deltidsansatte. Heraf er de 11.000 i øjeblikket midlertidigt hjemsendt på grund af coronakrisen.
De 5000 fyringer vil ifølge TV 2s oplysninger ske blandt de allerede hjemsendte medarbejdere, så denne gruppe fremover vil udgøre cirka 6000 personer.
Sverige er det land, der bliver hårdest ramt af de 5000 fyringer, mens Danmark og Norge i nævnte rækkefølge bliver mindre ramt af nedskæringerne.
1900 svenske medarbejdere bliver fyret, mens 1300 norske medarbejdere bliver afskediget.
Massiv nedgang i passagerer
Som følge af coronavirussen har SAS som alle andre luftfartsselskaber oplevet en massiv nedgang i antallet af passagerer.
Det betød, at SAS samlet set måtte hjemsende op til 10.000 af deres medarbejdere medio marts.
I Danmark blev 4000 ud af 4200 medarbejdere sendt hjem.
Den danske regering annoncerede samtidig, at den ville give et tilskud på mellem 75 til 90 procent af de ansattes løn til virksomheder, der må fyre og sende ansatte hjem som følge af coronavirussen.
Desuden gik den danske og svenske stat sammen om at stille garantier for tre milliarder svenske kroner til luftfartsselskabet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er ked af, at 1700 danskere i SAS står til at miste deres job.
- Jeg kan ikke understrege det nok. Det er en rigtig, rigtig trist dag for hele Danmark. SAS og Københavns Lufthavn er vækstlokomotiver i vores samfund, siger han til TV 2.
Norwegian kastet ud i overlevelseskamp
Det er langtfra kun SAS, der er dybt berørt af coronakrisen.
Luftfartsselskabet Norwegian er kastet ud i en decideret overlevelseskamp som følge af sine mange fly, der i øjeblikket står på jorden.
Norwegian fremlagde mandag en redningsplan for at undgå konkurs. De kulsorte udsigter for fremtiden har medført, at Norwegian vil skaffe penge ved at sælge nye aktier.
Planen er at hente op mod 400 millioner norske kroner ved en aktieemission, hvor Norwegian sætter nye aktier til salg.
Først i 2021 forventer luftfartsselskabet, at de hvide fly med de røde næser vil være at se uden for norsk luftrum og dermed i en dansk lufthavn.
Hele flybranchen ramt
Det forventes, at flybranchen vil være berørt af cornonapandemien i hele 2020.
Europas største luftfartsselskab, tyske Lufthansa, bløder ligesom flere af sine konkurrenter og har søgt den tyske stat om knap 75 milliarder kroner i finansiel støtte.
Lufthansa har meldt ud, at flyselskabet ikke vil overleve coronakrisen uden hjælp fra staten.
Gentagne fyringsrunder
SAS har gennem de seneste 18 år skåret kraftigt i antallet af medarbejdere.
I 2002 var 35.506 personer ansat i SAS.
Tallet var allerede mere end halveret bare syv år efter, hvor godt 17.000 medarbejdere havde deres daglige virke i luftfartsselskabet.
Dette tal bliver nu yderligere reduceret efter endnu en fyringsrunde i SAS.