Business

Ole Krohn: SAS er for vigtig til at gå konkurs

SAS forventer, at coronakrisen får betydning ikke bare for 2020, men også for de kommende år.

Til trods for at SAS tirsdag har annonceret, at selskabet vil fyre samlet set 5000 medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge, skal det ikke tolkes som advarselslamper om en mulig konkurs.

Sådan lyder det fra TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn, der vurderer, at den danske og den svenske stat vil være villige til at holde hånden under flyselskabet i det omfang, det er nødvendigt.

- Det er en meget markant del af medarbejderne, der står over for en fyring, men på den korte bane er SAS ikke lukningstruet. Jeg opfatter det, som om SAS bliver anset som kritisk infrastruktur, og jeg tror, at man vil strikke en pakke sammen, der gør, at der også vil være et SAS i fremtiden, siger Ole Krohn.

SAS er delvist ejet af både den danske og den svenske stat. Mens svenskerne ejer 14,82 procent af SAS, udgør den danske ejerandel 14,24 procent.

Der er et gigantisk hul i SAS’ pengekasse, så længe man ikke flyver

Jacob Pedersen, aktieanalysechef for Sydbank og ekspert i luftfartsindustrien

For knap halvanden måned siden - kort efter coronakrisen stod i lys lue - annoncerede den danske og den svenske regering, at de hver især stillede garantier til SAS for halvanden milliard svenske kroner – svarende til godt en milliard danske kroner.

- Der er tale om et første skridt, og den danske stat vil som en langsigtet og ansvarlig medejer af SAS følge udviklingen tæt og gøre, hvad end der er nødvendigt, for at SAS kommer igennem krisen og fortsat vil være operationel herefter, udtalte den danske finansminister Nikolaj Wammen (S) i forbindelse med garantien.

Hver anden stilling ryger

Ifølge SAS’ seneste årsrapport havde virksomheden, hvad der svarer til godt 10.300 fuldtidsansatte i 2019. Da ikke alle medarbejdere er ansat på fuld tid, er det reelle antal af medarbejdere dog højere.

I meddelelsen om de 5000 fyringer oplyser SAS, at fyringerne vil fordele sig med cirka 1900 fyringer i Sverige, 1700 i Danmark og 1300 i Norge. Her er der tale om "fuldstidsstillinger", skriver SAS. Det bliver ikke udspecificeret, hvilke medarbejdergrupper der risikerer at blive fyret, men der er formentlig tale om et bredt udsnit blandt piloter, kabinepersonale og administrative medarbejdere.

SAS skriver i deres meddelelse om fyringerne, at de nu vil gå i dialog med fagforeningerne og andre aktører for at finde en løsning, hvor færrest muligt bliver fyret.

- Hvis man gjorde sig den illusion, at det her ville tage tre-fire måneder, og så ville vi være tilbage til normalen, så har den forventning lidt skibbrud i dag, siger Ole Krohn.

- Der er et gigantisk hul i SAS' pengekasse

En stor andel af SAS’ medarbejdere er allerede gået 20 procent ned i løn. Samtidig er en stor del hjemsendt med lønkompensation, men det har vist sig ikke at være nok.

- Der er et gigantisk hul i SAS’ pengekasse, så længe man ikke flyver. Godt nok har man kunnet få del i hjælpepakker, men med meget høje lønninger til blandt andet piloterne har man meget store omkostninger til personale. Det her handler om at stoppe blødningen i en periode, hvor der slet ingen indtægter er for SAS, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og ekspert i luftfartsbranchen for Sydbank, til TV 2.

I SAS’ meddelelse om de mange forestående fyringer skriver selskabet, at de dels forventer begrænset aktivitet hen over sommeren – der normalt er højsæson – og at det ”formentlig vil tage nogle år, før efterspørgslen vender tilbage til det samme niveau som før covid-19”.

Samme problem ser Jacob Pedersen.

Han forventer, at efterdønninger kan blive langvarige, at mange flyselskaber, inklusiv SAS, kan opbygge en større gæld i forsøget på at afværge coronakrisen, og at en af SAS’ vigtigste kundegrupper, de forretningsrejsende, kan komme til at ændre rejsemønstre.

- Jeg helt overbevist om, at markedet for forretningsrejser i en rum tid vil være lavere og svagere, end hvad det ellers har været, fordi de forretningsrejsende nu har vænnet sig til, at videomøder kan være en erstatning for det at rejse ud i verden. Jeg tror også, deres chefer kan se, at den løsning faktisk er billigere, siger Jacob Pedersen.