Coronavirus

Danske Bank dropper milliardudbytte på grund af coronaudbrud

Efter opfordring fra Finanstilsynet dropper Danske Bank at udbetale milliardudbytte til aktionærer.

Danske Bank har alligevel ikke tænkt sig, at der skal udbetales udbytte for 2019 til aktionærerne. Det oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen mandag.

Det var planen, at Danske Banks aktionærer skulle modtage et udbytte på i alt 7,3 milliarder kroner.

Men det forslag var fra før, coronavirussen brød ud i Europa. Siden har myndigheder slækket på kravene for, hvor mange penge bankerne skal have liggende for en sikkerheds skyld.

Det skal få bankerne til at hjælpe lidende erhvervsdrivende.

Generalforsamling udskudt

Det har fået Finanstilsynet til at anbefale bankerne at droppe at udbetale udbytte, hvilket blandt andet Jyske Bank og Sydbank har annonceret, at de gør.

Danske Bank begrunder det droppede udbytte med "den samfundsøkonomiske situation i forbindelse med covid-19-pandemien".

Der er tale om en indstilling fra bankens ledelse til generalforsamlingen for aktionærerne i banken.

Banken skulle have afholdt generalforsamling 17. marts, men den er udskudt, og banken ved endnu ikke, hvornår den kan indkalde til en ny.