Coronavirus

Dansk modegigant går i rekonstruktion

Arkivbillede. Kristian Brasen / Scanpix Danmark

PWT, der står bag flere store butikskæder og tøjmærker, er hårdt ramt af coronakrisen.

Den store modekoncern PWT, der står bag blandt andet de kendte kæder Wagner og Tøjeksperten, har valgt at søge rekonstruktion, det, der tidligere gik under navnet betalingsstandsning.

Rekonstruktion giver blandt andet mulighed for at få en procentvis nedsættelse af gælden eller en betalingsudsættelse. Det skriver mediet Finans.

Betalingsstandsningen kommer som følge af coronakrisen.

Der er ikke andre udveje, siger Ole Koch Hansen, der er administrerende direktør hos PWT, til Finans.

- Det gik rigtig godt sidste år og de første måneder af året.

- Men så får vi lukket alle vores butikker ned midt i marts, og selv om hjælpepakkerne kommer på banen, så er det ikke nok, når vi ikke får nogen penge i kassen og har sendt 86 pct. af vores medarbejdere hjem, siger Ole Koch Hansen.

PWT står desuden bag mærker som blandt andet Junk de Luxe og Bison Lindbergh.

Koncernen beskæftiger cirka 700 medarbejdere.

Slankere udgave af PWT

Til Finans siger Ole Koch, at der kan forventes en "noget slankere" udgave af PWT på den anden side af krisen.

- Vi har ikke andre muligheder end gå i formel rekonstruktion og så få rebet sejlene og kigge fremad igen, siger Ole Koch Hansen.

Ifølge branchebladet Tøj har koncernen forårs- og sommertøj for 200 millioner kroner liggende.

Samme blad kan fortælle, at PWT har lukket flere forretninger og sendt 86 procent af medarbejderne hjem.

Samtidig har koncernen indledt en dialog med udlejere, leverandører og finansieringskilder for at sikre overlevelsen.

PWT har hovedsæde i Aalborg.

De lykkedes i 2019 med at vende underskud til overskud, men må altså som den seneste i en lang række virksomheder se i øjnene, at coronakrisen har store konsekvenser.