Business

Tusindvis af jobs er forsvundet de seneste uger - men her hyrer de

Færre stillingsopslag og flere opsigelser. Det har været status de sidste uger, men nogle steder er der stadig arbejde at få. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Supermarkedskæden Netto har cirka 500 stillingsopslag i øjeblikket – blandt disse er korttidsansættelser på én måned.

Det var nærmest som en lastbil i fuld fart, der ramte en tonstung betonklods.

Fra den ene dag til den anden steg antallet af ledige på det danske arbejdsmarked kraftigt. Samtidig faldt antallet af jobopslag. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet og landets største søgemaskine for jobopslag, Jobsearch.

På dagen hvor regeringen annoncerede en delvis nedlukning af Danmark for at inddæmme coronasmitten, var der således knap 26.000 jobopslag at finde på Jobsearch. I dag, fem uger senere, er næsten hvert tredje forsvundet. Ved seneste opgørelse var der færre end 17.500 stillingsopslag.

- Det skyldes dels, at der er færre jobs at besætte som følge af krisen, men det skyldes også, at mange har haft en oprydning i gang. Gamle jobopslag er blevet taget ned, og stillinger bliver ikke genbesat, siger Thomas Barfod, der er direktør for Jobsearch.

Nogle brancher er hårdere ramt end andre

Dykker man længere ned i tallene, kan man se, at ikke alle brancher er ramt lige hårdt.

Jobsearch arbejder med ti overordnede jobkategorier – du kan læse nærmere om dem i faktaboksen herunder – og sammenligner man antallet af jobopslag 11. marts med antallet af jobopslag i dag, viser nogle markante forskelle sig.

Jobopslagene på jobsearch

  • Hver af de ti kategorier dækker en række underkategorier. For kategorien ”Detail, restauration og hotel” er der eksempelvis bagere og tjenere. ”Undervisning” dækker blandt andet over pædagoger og lærere.
  • Nogle opslag kan falde i flere kategorier. Derfor er der heller ikke fuldstændig sammenfald mellem det samlede antal stillingsopslag og summen af opslagene på hver kategori.
  • Jobsearchs robotter scanner konstant nettet for danske jobopslag. De har dog ikke en opgørelse over, hvor mange jobopslag de har fra hver virksomhed, i deres database.

Mens det er mere end hvert tredje opslag, der er væk, inden for kategorier som detail, restauration og hotel, kommunikation, marketing og salg, sundhed og forskning, undervisning og øvrige, er antallet af stillingsopslag kun faldet med 14-15 procent inden for it samt kontor, handel og service.

Ifølge Thomas Barfod fra Jobsearch er det ikke overraskende, at en række professioner bliver særligt hårdt ramt af coronakrisen. Det drejer sig blandt andet om brancher, hvor kunderne har tæt fysisk kontakt til en medarbejder – som for eksempel en tjener på en restaurant.

Men med opbremsningen i økonomien er det også naturligt, at der bliver lagt en dæmper på butikker, der sælger luksusprodukter, samt byggebranchen, lyder vurderingen.

Netto har næsten 500 opslag

Omvendt mener Thomas Barfod dog også, at en række professioner og brancher kan få mere travlt som følge af krisen. Han peger blandt andet på virksomheder, der sælger takeawaymad, it-branchen og onlinebutikker. Derudover vil dagligvarebutikkerne nok også skulle opruste som følge af krisen, mener han.

En gennemgang af nogle af landets største dagligvarebutikker understøtter dette. Coop har eksempelvis 123 stillingsopslag, der er kommet op inden for de seneste fire uger. For Salling Group er tallet endnu højere, og Netto har ifølge sin egen hjemmeside næsten 500 ubesatte stillinger.

Blandt disse er muligheden for en korttidsansættelse på én måned, fordi Netto med egne ord "løber stærkt" for at opretholde normalen midt i en "unormal hverdag".

Også Lidl har ifølge sin hjemmeside mere end 110 ledige stillinger i skrivende stund. Til Ekstra Bladet har den tyske dagligvarekædes kommunikationschef i Danmark, Morten Vestberg, forklaret, at nogle butikker har brug for ekstra medarbejdere i øjeblikket.

- Årsagen er en kombination af, at vi har fået mere travlt, og at vi også oplever flere sygemeldinger end normalt i den her periode, siger Morten Vestberg til Ekstra Bladet.