Coronavirus

Virksomheder kan komme i klemme med Søren Brostrøm-finte – nu efterlyses bagatelgrænse

Selvom det kan virke barmhjertigt at sende penge til sin frisør under nedlukningen, kan det komme til at koste penge.  Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Forslaget lyder, at en virksomhed, der er tvunget lukket, skal kunne have en indtægt på ti procent af sin normale indkomst og stadig få kompensation.

– Har dårlig samvittighed i forhold til min frisør Alaa-Eddine, som har lukket forretning, men får bøvl med skæve frisurer, når han åbner igen. Så jeg har sendt ham MobilePay med det, jeg plejer at betale ham.

Sådan skrev direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm 29. marts på Twitter ledsaget af en selfie med sin nye frisure.

Og selvom det er barmhjertigt at sende penge for et stykke arbejde, der ikke er udført, for at holde hånden under sin frisør, kan det risikere at koste vedkommende penge.

For da regeringen og et enigt folketing 18. marts præsenterede en hjælpepakke til de små erhvervsdrivende, hed det, at virksomheder, der har forbud mod at holde åbent, herunder frisører, kan blive kompenseret med 100 procent af virksomhedens faste omkostninger.

– Men har de en indkomst på en krone, har de ikke ret til den fulde kompensation. Det har jo aldrig været hensigten. Det er bare gået hurtigt, og scenariet er ikke tænkt igennem, og derfor opfordrer vi til, at der laves en bagatelgrænse, siger vicedirektør i interesseorganisationen SMVdanmark Jakob Brandt.

Interesseorganisationens forslag lyder derfor, at den erhvervsdrivende skal have lov til at have en indkomst på op til ti procent af sin normale indkomst og alligevel få fuld kompensation.

SMVdanmark varetager interesserne for små og mellemstore virksomheder i Danmark.

Bunker af udgifter

Foruden frisører har massører, tatovører, værtshuse og caféer også været tvunget lukket fra 18. marts, mens tandlæger og fysioterapeuter har måttet behandle kritiske patienter.

Og selvom det på papiret kan lyde, som om den erhvervsdrivende vil tjene på ordningen, er det langt fra tilfældet, forsikrer Jakob Brandt.

For kompensationsordningen gælder kun de faste udgifter i virksomheden såsom husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter.

– De kommer ikke til at tjene på det, for de vil stadig have bunker af udgifter. Virksomhederne har store tab til eksempelvis løn, men de kan da få reduceret dem lidt, siger Jakob Brandt, der kalder situationen ”tragikomisk”:

– Det handler overhovedet ikke om, at de skal kunne tjene på de statslige tjenester, men man skal ikke kunne lande mellem to stole, fordi man har en kunde, der rækker ud til én.

Jakob Brandt siger, at en frisør rent teknisk godt kan modtage et beløb som en forudbetaling for en klipning eller til et gavekort for så at bogføre det senere.

Men tandlæger og kiropraktorer skal udføre deres arbejde, når der opstår alvorlige sundhedsproblemer. Og dermed kommer de i problemer, lyder det.

Erhvervsminister udelukker ikke justering

Statsminister Mette Frederiksen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) holdt søndag et videomøde med en række små og mellemstore virksomheder samt SMVdanmark.

Her blev bagatelgrænsen, samt en række input, foreslået.

SMVdanmark oplyser til TV 2, at ”Mette Frederiksen nikkede forstående” til forslaget.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger i en skriftlig kommentar til TV 2, at regeringens mål hele tiden har været at hjælpe virksomheder og lønmodtagere så godt som muligt gennem coronakrisen.

Ifølge ministeren er der en stor forståelse for, at små virksomheder, der ikke nødvendigvis er så velpolstrede, kan have det svært. Derfor udelukker han heller ikke, at en bagatelgrænse kan blive aktuel.

- Vi følger udviklingen time for time, og vi har heldigvis en tæt og god dialog med erhvervslivet, herunder også SMV Danmark. Vi står i en ekstraordinær situation, så derfor er jeg også kun glad for, at der kommer forslag på bordet. Indtil videre har vi lavet hjælpepakker for knap 300 milliarder kroner. Og vi ser løbende på, om der er brug for at justere på dem, skriver han.

Mette Frederiksen: Udsæt huslejen

Statsminister Mette Frederiksen opfordrede mandag til, at udlejningsvirksomheder udsætter huslejerne for små og mellemstore virksomheder i en periode.

– Det vil være en kæmpe hjælp for de små erhvervsdrivende. Ligesom mange banker har udvist samfundssind, givet kredit og aflyst udbytter.

– Frisøren, restauranten og den lokale produktionsvirksomhed er bare nogle af dem, der virkelig mærker omkostningerne ved coronakrisen. På mødet fik vi gode input til, hvordan vi kan hjælpe endnu mere, end vi allerede gør, skriver hun i et opslag på Facebook.

Bagatelgrænsen skal kun gælde de virksomheder, der er tvunget til at holde lukket. For virksomheder, der ikke er tvunget lukket, men oplever store tab, gælder andre regler.

Mødtes i går med en række små- og mellemstore virksomheder. På video naturligvis. Frisøren, restauranten og den lokale...

Posted by Mette Frederiksen on Monday, April 6, 2020