Færre boliger til salg end normalt
Der er både færre sælgere og købere på boligmarkedet under udbruddet af coronavirus.
Der er fortsat boligejere, der sætter boligen til salg under coronakrisen, men der er færre end normalt.
Det viser tal fra boligsiden.dk.
Sammenlignet med marts 2019 er der 14 procent færre villaer, 17 procent færre lejligheder og 16 procent færre sommerhuse til salg.
- Der er ikke så mange nye sælgere, som vi normalt oplever på denne tid af året, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.dk
Ifølge Birgit Daetz er boligmarkedet ligesom mange andre steder i samfundet blevet ramt af coronakrisen.
- Mange boliginteresserede stoppede op, da Danmark lukkede ned, hvilket er helt naturligt og forståeligt, siger hun.
Rentestigning
Udover usikkerheden på markedet er der også sket en stigning i renten henover de seneste uger, hvilket har gjort det dyrere for købelystne danskere at købe bolig.
Her er renten på et 30 års fastforrentet lån med afdrag steget fra 0,5 til 1,5 procent.
I midten af marts fortalte kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening Thomas Le Dous, at boligmarkedet var på vej ned i gear.
- Der kryber sig en del usikkerhed ind hos dem, der gerne vil købe en bolig. Mange afventer situationen. Måske er de bange for at miste deres job. Måske er de bekymrede for, hvad der sker med renten. Der er mange ting at tænke på i den her tid, sagde han til TV 2 ØSTJYLLAND.