Coronavirus

Banker lover afdragsfrihed og hjælp til danskerne – gælder både bil- bolig og forbrugslån

Erklæringerne indebærer også, at bankerne genovervejer deres udbyttebetalinger.

Regeringen har lavet en fælleserklæring med den finansielle sektor om at lave flere tiltag, der skal hjælpe coronaramte virksomheder og privatkunder.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Hjælpen skal blandt andet ske via:

  • Tilbud om afdragsfrihed til privatkunder.
  • Henstand for privatkunders bankboliglån, forbrugslån og billån.
  • Statsgaranterede lån for virksomheder.

Henstand på lån

Henstand betyder pause fra at betale af på din gæld. Hvis du får henstand på et lån, betyder det altså, at du kan vente til et senere tidspunkt med at betale det næste afdrag. Det sker selvfølgelig efter aftale med den, du skylder penge.

Kilde: dingaeld.dk

Erklæringerne indebærer derudover, at bankerne i lyset af den alvorlige situation genovervejer deres udbyttebetalinger.

Erhvervsminister Simon Kollerup understreger i pressemeddelelsen, at det nu er bankernes tur til at hjælpe danskerne.

- Under finanskrisen holdt samfundet hånden under bankerne. Nu er vi i en coronakrise, og her skal bankerne holde hånden under samfundet. Under gode, sunde virksomheder og danskere, der er kommet i klemme. Det mener jeg også, at de har en forpligtelse til at gøre, siger Erhvervsminister Simon Kollerup.

Lyn-analyse

Spørgsmålet er hvor meget substans, der er i denne her aftale. Der er i hvert fald et håndslag, som vi meget, meget sjældent ser mellem regeringen og bankerne om at gøre det bedst mulige for at sikre, at Danmark kommer hurtigt ud af denne her coronakrise.

Administrerende direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, beskriver det som en helt naturlig samfundsopgave for bankerne at hjælpe til nu.

- Med denne fælles erklæring giver banker og realkreditinstitutter et yderligere håndslag på at hjælpe sunde kunder, som er midlertidigt hårdt ramt, siger Ulrik Nødgaard.

Finans Danmark repræsenterer den finansielle sektor i Danmark - herunder bankerne.