Frisør om hjælpepakke: - Jeg sover bedre i nat, men helt lettet er jeg ikke
Trods ny hjælpepakke fylder usikkerheden stadig meget hos selvstændige, små og mellemstore virksomheder.
Det handler om arbejdspladser, milliarder af kroner i hjælpepakker og risiko for en konkursbølge gennem Danmark. Men det handler også om nattesøvn.
Onsdag fremlagde regeringen sit udspil til en hjælpepakke, der skal hjælpe erhvervslivets udsatte gennem coronakrisen. Blandt dem, der kan få en håndsrækning, er Laura Jørgensen, som driver sin egen frisørsalon i Nyborg på Fyn.
- Jeg synes, det lyder som en god håndsrækning, men jeg er bekymret for, om det er nok. Jeg sover bedre i nat, men helt lettet er jeg ikke, siger Laura Jørgensen, da TV 2 møder hende i salonen kort efter regeringens forslag er blevet fremlagt.
Regeringen vil have ”lynforhandlinger”
Konkret foreslog regeringen to midlertidige kompensationsordninger, der skal hjælpe selvstændige, små og mellemstore virksomheder.
Den ene del går ud på, at selvstændige, der oplever et fald i deres omsætning på mere end 30 procent som følge af coronakrisen, kan få dækket op til 23.000 kroner om måneden af staten. Det er et krav, at der maksimalt er ti ansatte, og kompensationsordningen gælder i tre måneder, frem til 9. juni.
Den anden del går ud på, at virksomheder, der oplever et stort fald i omsætningen herhjemme – minimum 40 procent – kan få dækket en del af de faste udgifter, der er. Regeringen har foreslået, at kompensationen skal dække op til tre måneder og mellem 25 og 80 procent af de faste udgifter.
Begge dele er dog kun oplæg, og Folketingets partier vil blive indkaldt til forhandling. Finansminister Nikolaj Wammen (S) sagde, at han håbede på ”lynforhandlinger, for der er ingen tid at spilde”. Det er regeringens håb, at en politisk aftale kan være på plads inden for det næste døgn.
DI forudser blodbad
På forhånd havde direktør i Dansk Industri Kent Damsgaard kaldt situationen, hvor mange små og mellemstore virksomheder risikerer at gå konkurs, for ”historisk”.
Inden regeringens pressemøde efterspurgte han hjælp til de mange virksomheder, der ifølge ham var ”lagt i benlås”, fordi deres udgifter fortsætter, mens indtægterne udebliver – enten fordi regeringen helt har lukket deres butik, eller fordi faldet i kunder er markant.
Efter at have hørt regeringens oplæg til forhandlinger var Kent Damsgaard positivt indstillet, og han sagde, at det var ”den helt store kanon, der nu var blevet kørt frem”. Alligevel forventer han, at dansk erhvervsliv får en stor regning at betale de næste måneder.
- Jeg håber, at vi kan stå sammen i Danmark og lave nogle løsninger, der bremser de her tilbageslag. Men selv med de her hjælpepakker – og jeg skal være ærlig: der bliver brug for flere – så bliver det et blodbad derude. Vi kommer til at se konkurser i et omfang, vi ikke har set før, lød det fra Kent Damsgaard.
- I går var det hele håbløst
Hos mange af landets selvstændige og små virksomheder har usikkerheden over fremtiden fyldt meget, siden Danmark blev delvist lukket ned sidste onsdag.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var 7,5 procent af befolkningen for knap to år siden selvstændige, og derfor er det potentielt tusindvis af arbejdspladser og virksomheder, der risikerer at måtte dreje nøglen om, hvis coronakrisen fortsætter.
For Jakob Brandt, der er vicedirektør i SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, handler det om at holde flest mulige oven vande.
Ligesom sundhedsmyndighederne har gentaget, at smitten skal spredes ud over tid, for at sygehusene ikke bliver overbelastet, mener Jakob Brandt, at flest mulige små og mellemstore virksomheder skal holdes oven vande, indtil kunderne vender tilbage.
Ellers risikerer vi en dominoeffekt, der kan ende med at endnu flere virksomheder bliver nødt til at dreje nøglen om, lyder det fra Jakob Brandt.
I Nyborg anslår frisør Laura Jørgensen, at hendes salon, med de udspil, regeringen er kommet med, vil kunne klare cirka to måneder uden kunder.
- I går var det hele håbløst, men jeg tror, at det her kan redde rigtig mange.