Business

Pandora fyrer 180 ansatte i global sparerunde

Pandora oplyser, at øvelsen vil koste omkring 200 millioner kroner nu og her. Det er blandt andet til at lukke kontorer ned og fratrædelsesbetalinger. Christian Liliendahl / Scanpix Denmark

Smykkeselskabet Pandora lukker tre regionale kontorer for at spare penge.

Smykkeselskabet Pandora fyrer 180 ansatte som led i en sparerunde.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Pandora vil helt konkret lukke tre af sine regionale kontorer i henholdsvis USA, Asien og Europa. Det skal skære et lag væk mellem hovedkontoret i Danmark og de lokale markeder.

I stedet vil selskabets omkring 100 markeder fremover blive delt i ti grupper, der hver har en chef i spidsen. Hver chef skal rapportere direkte til direktionen i København.

Pandora oplyser, at øvelsen vil koste omkring 200 millioner kroner nu og her. Det er blandt andet til at lukke kontorer ned og fratrædelsesbetalinger.

Pandora får ny kommerciel direktør

Som en del af fyringsrunden siger Pandora farvel til Kenneth Madsen. Han har været direktør for smykkeselskabets afdeling i Asien.

Til gengæld vil selskabet ansætte en ny kommerciel direktør. Vedkommende er allerede ansat. Pandora vil dog vente med at sætte navn på kandidaten.