Business

Risiko for rekordfald: Danske aktier bløder milliarder

Det danske C25-indeks er fredag - igen - raslet ned.

For femte dag i træk er der voldsom uro på det danske aktiemarked.

Klokken 10.30, halvanden time efter, at markederne i Danmark åbnede, er det danske eliteindeks, C25-indekset, faldet med mere end 3,5 procent.

Det svarer til, at de 25 aktier i indekset har mistet mere end 70 milliarder kroner i værdi.

Efterfølgende har markedet både været længere nede og højere oppe.

Det er særligt biotekvirksomheden Genmab, der er faldet fra start, og aktien har fredag formiddag mistet næsten fem procent af sin værdi. Men de røde tal har sat sig i hele markedet, og ingen af C25-virksomhederne går fri af fredagens fald.

Ugelang uro

Fortsætter aktiekurserne nedad, kan fredag blive en historisk dyr dag for C25-indekset.

Mandag lukkede de 25 aktier med et fald på 3,8 procent, som var det største fald i indeksets historie.

Tirsdag var tabet cirka 1,8 procent, og onsdag lagde aktiekurserne fra land med et meget voldsomt tab, inden de rettede sig op og næsten sluttede dagen i nul.

Torsdag lukkede C25-indekset 2,8 procent lavere, end det var startet dagen.

Ugen kan blive den dyreste aktieuge i et årti for danske investorer, og i skrivende stund beløber det samlede fald sig til mere end 11,5 procent. Dermed er hele årets fortjeneste forsvundet på fem dage.

I 2011 faldt det daværende C20-indeks, som var forgængeren til det nuværende C25-indeks, med lidt mere end 10 procent. Så store fald er dog yderst sjældne.

Siden 2010 er det således kun sket lidt mere end en håndfuld gange, at det danske eliteindeks er faldet med mere end fem procent på én uge. Det viser en opgørelse, TV 2 har lavet.

Coronafrygt smitter

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner i Formuepleje, kan faldet på C25-indekset over den seneste uge kædes sammen med coronavirussen, der nu har fat i en lang række lande verden over, for eksempel Iran og Italien, mens et enkelt tilfælde blev konstateret i Danmark torsdag.

- Frem til i fredags havde markedet en stålfast overbevisning om, at det var et isoleret kinesisk problem, som ikke ville få den store effekt. Nu ser vi det alternative scenarie, hvor vi ser spredning uden for Kina, og det nye scenarie forholder markedet sig til, siger Otto Friedrichsen.

Samtidig understreger aktiechefen dog, at store negative udsving kan blive fulgt op af lige så store positive tilfælde, som det skete onsdag. Her åbnede C25-indekset med et fald på næsten fem procent, men steg henover eftermiddag, så det kun lukkede med et minus på 0,07 procent.

- Men der er ikke nogen tvivl om, at nervøsiteten er meget stor i øjeblikket, siger Otto Friedrichsen.