Business

Nyt stort aktiefald: Hele årets gevinst er væk

Mandag blev der sat rekord for største C25-fald nogensinde. Onsdag blev den rekord overgået efter en time.

Blodrøde tal og mulig rekordkurs.

Det danske aktieindeks over de største og vigtigste aktier i Danmark, C25-indekset, tog onsdag morgen et gevaldigt hovedspring. Kort efter klokken 10.00 havde hele indekset mistet næsten 4,7 procent af sin værdi, men siden er kursen steget og styrtblødningen er blevet stoppet.

Klokken 11.00 er status et fald på 2,6 procent sammenlignet med kursen ved lukketid tirsdag og en opadgående kurs.

Ifølge Henrik Henriksen, der er chefstrateg i Velliv, der leverer pension og forsikringer til mere end 350.000 danskere, er det dels coronavirussens indtog i Japan og Italien, der har smittet af på aktiemarkedet. Men han peger også på en anden ting:

- I går blev der sat trumf på, da de amerikanske sundhedsmyndigheder var ude og sige, at det kun er et spørgsmål om tid inden der kommer en klynge af coronatilfælde i USA. Det kan aktiemarkederne ikke lide at høre, for Wall Street er omdrejningspunktet. Så det her er blevet til en global uro, siger Henrik Henriksen.

Onsdagens kursfald følger en uge, der har været meget dyr for danske aktionærer. Torsdag i sidse uge nåede C25-indekset sit højeste niveau nogensinde, men fredag begyndte et mindre fald, der tog til efter weekenden.

Mandag lukkede C25-indekset med det største fald på en enkeltstående handelsdag siden 2016. Minus 3,8 procent lød regningen på.

Samlet set er C25-indekset nu faldet med cirka 10 procent siden det torsdag var på sit højeste niveau. Dermed er hele årets afkast forsvundet på ganske få handelsdage.

- Vi har set aktiemarkederne falde med cirka otte procent på få dage. Det er en forholdsvis voldsom korrektion på noget, vi må regne med - når vi kigger 3-4-5 måneder længere frem - ser bedre ud, end det gør i dag, siger Henrik Henriksen fra Velliv.

Det er særligt ISS, der klokken 9.00 fremlagde sit årsregnskab for 2019, der har trukket C25-indekset nedad. Ved 11-tiden er ISS-aktien faldet med mere end 14 procent.

Også Jyske Bank, der i går fremlagde deres årsregnskab og offentliggjorde, at man skærpede grænserne for, hvornår kunderne skal betale minusrenter, er faldet med mere end fem procent.

Danske Bank samt transportvirksomhederne DSV-Panalpina og A.P. Møller-Mærsk ligger lige nu til et fald på cirka tre procent. Der er dog røde tal på tværs af hele indekset.

Det er dog ikke kun det danske aktiemarked, der onsdag viser negative tegn. CNN opdaterer løbende et indeks, hvor de måler frygt over grådighed, og i øjeblikket opgøres følelsen til at være "ekstremt frygtsom".