SAS fjernede reklamefilm - mistænker koordineret angreb

SAS fjernede midlertidigt videoen fra selskabets kanaler - se den øverst i artiklen.

- Hvad er ægte skandinavisk? Absolut ingenting. Alt er kopieret.

Sådan lyder det i en ny kampagnefilm fra flyselskabet SAS, Scandinavian Airlines, der fik premiere tirsdag, men som ligeså hurtigt forsvandt fra alle selskabets offentlige kanaler. Eksempelvis deres kanal på YouTube.

For videoen blev mødt af massiv modstand, og minut for minut væltede det ind med vrede kommentarer på blandt andet selskabets Facebookside, hvor brugere i hobetal opfordrede til boykot og en undskyldning.

Brugerne mener, at SAS med videoen 'SAS - What is truly Scandinavian?' er fornedrende og giver udtryk for manglende respekt for sin største målgruppe: skandinaver.

"Katastrofe SAS", "racistisk selskab", "Anti-skandinavisk propaganda? Smart" og "jeg har aldrig set værre selvmål" er bare nogle af de mange kommentarer.

Også et billede fra kampagnen har fået flere flere hundrede kommentarer.

Størstedelen af dem er vrede, mens enkelte også roser og beder det skandinaviske folk om at se indad.

SAS: Vi mistænker et angreb

Det har ikke været muligt at få et interview og en dybere forklaring på den pludselige forsvinden.

Men i et skriftligt svar til TV 2 skriver pressechef i SAS, Kristoffer Meinert, at selskabet står ved budskabet og informationerne i filmen, men at den blev taget ned, fordi man mistænker et angreb:

- Når vi ser på mønsteret og antallet af reaktioner, har vi en begrundet mistanke om, at vi har været udsat for et cyberangreb, og at vores kampagne er blevet taget som gidsel. Vi vil ikke stå på mål for andres værdier. Derfor har vi midlertidigt fjernet kampagnen fra vores sociale mediekanaler, mens vi overvejer næste skridt, lyder det.

Pressechefen uddyber, at selskabet er "stolte over vores skandinaviske ophav", og de værdier, der påvirker samfundet.

SAS uddyber ikke, hvem der kan stå bag angrebet.

Kort efter klokken 13.15 er videoen igen synlig på selskabets offentlige Youtube-kanal, men det er ikke muligt at kommentere på den.

Rugbrød og cykelkultur er importeret

I videoen kører dækbilleder, som man typisk forbinder med Skandinavien.

Men vi er slet ikke så unikke, lyder en stemme. Vi har taget alt det unikke udefra og gjort det til vores – ligesom vores forfædre i vikingetiden.

Vores demokrati er fra Grækenland, vindmøller er fra Persien, cykelkulturen er tysk, svenske kødboller er fra Tyrkiet, og rugbrød er oprindeligt fra Tyskland, lyder det blandt andet.

- Skandinavien er bragt hertil stykke for stykke af normale mennesker, der fandt det bedste af vores hjem væk fra vores hjem. Vi kan ikke vente med at se, hvad I bringer med jer hjem næste gang, slutter videoen.

Afstemning

Videoens tiltænkte budskab er således, at vi skal rejse med SAS for at kunne bringe noget nyt med hjem.

Ekspert: Ikke nogen nem beslutning

David Delfs Erbo Andersen, der er adjunkt og demokratiforsker på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, vurderer dog, at kritikken sagtens kan komme af naturlige årsager, og at der ikke nødvendigvis ligger et koordineret angreb bag.

For ifølge ham "taler SAS ned til folk" og "provokerer vores identitetsmarkør" ved at sige, at vi skandinaver ikke er ophavsmænd til mange ting:

- Alle ved, at demokratiet stammer fra Grækenland, så det har SAS ret i, men det ved alle, og derfor taler de ned til folk ved at påstå, at de ikke vidste det, siger David Delfs Erbo Andersen til Ekstra Bladet.

Man tager ikke bare sådan en reklame ned. Den har ikke været billig

Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mensch

Direktør og partner i reklamebureauet Mensch Frederik Preisler siger til TV 2, at han ikke mener, at det er en dårlig kampagne. Og han vil ikke udelukke, at der kan være tale om et koordineret angreb:

- Ellers er det koordineret idioti og lemmingeeffeken, der slår igennem. For man tager ikke bare sådan en reklame ned. Den har ikke været billig, så det har ikke været en nem beslutning, siger han.

Bag reklamen står reklamebureauet &Co. Direktør Mikael Jørgensen skriver i en skriftlig kommentar til TV 2, at de for nærværende ikke har nogle kommentarer til kampagnen.

Artiklen er opdateret, efter at SAS onsdag eftermiddag igen offentliggjorde filmen.

**

Perspektiv

I januar 2019 kom barbergrejsproducenten Gillette i massiv modvind.
I januar 2019 kom barbergrejsproducenten Gillette i massiv modvind. Foto: Str / Scanpix Denmark

Gilette kom i massiv modvind

Det er dog ikke første gang, at en virksomhed er kommet i modvind for en reklamekampagne.

I januar 2019 kom barbergrejsproducenten Gilette i massiv modvind, efter at de lancerede en reklamekampagne, der skulle fremme en ny slags positiv maskulinitet ovenpå de mange #metoo-sager.

Et af de centrale kritikpunkter gik på, at Gillette i filmen implicit siger, at de fleste mænd chikanerer og er voldelige. Og desuden var reklamen "kastrerende" for mænd.

***