Business

Dansk milliardvirksomhed ansætter hollænder som ny topchef

Bjerne S. Clausen har været administrerende direktør i Haldor Topsøe siden 2011. Til sommer bliver han afløst af hollænderen Roeland Baan. Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Haldor Topsøe skifter ud på direktørposten. Hollænder afløser de seneste otte års mand på chefposten.

Den danske ingeniørvirksomhed Haldor Topsøe skifter ud på topposten.

Fra den 1. juni bliver hollænderen Roeland Baan ny administrerende direktør i virksomheden, der fremstiller løsninger til blandt andet den kemiske industri.

Han afløser Bjerne S. Clausen, som trækker sig tilbage efter mere end 40 år i selskabet - herunder otte år som administrerende direktør.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Blandt de største virksomheder

Haldor Topsøe producerer såkaldte katalysatorer. Det er produkter, som bliver brugt af eksempelvis den kemiske industri til at optimere deres aktiviteter.

Med mere end 2300 ansatte på globalt plan og en omsætning på mere end fem milliarder kroner er Haldor Topsøe en af de 100 største virksomheder i Danmark, ifølge en opgørelse fra Berlingske.

- Jeg er glad for at kunne præsentere Roeland Baan som ny administrerende direktør for Haldor Topsøe, siger Jeppe Christiansen, bestyrelsesformand hos Haldor Topsøe, i en pressemeddelelse.

- Han har stor global erfaring og har vist, at han kan levere vækst, udvikle forretninger og bygge sammenhængende organisationer. Jeg er overbevist om, at han vil bidrage til den fortsatte stærke udvikling af Haldor Topsøe.

Shell- og stålchef

Roeland Baan tiltræder hos Haldor Topsøe fra en stilling som administrerende direktør hos den finske stålproducent Outokumpu. Han startede sin karriere i olie- og energiselskabet Shell, der er en af verdens største virksomheder målt på omsætning. Det var fra 1980 til 1996, hvor Baan bestred forskellige positioner. Han blev efterfølgende Senior Vice President i SHV Gas, inden han kom til at have flere toppositioner i stålindustrien.

I forbindelse med sin nye ansættelser flytter Roeland Baan til Danmark, hvor Haldor Topsøe har hovedkvarter i Kongens Lyngby nord for København.

- Jeg er fascineret af industrien og imponeret over Topsøes banebrydende energieffektiviseringsløsninger for den kemiske industri og raffinaderierne, siger Roeland Baan i pressemeddelelsen.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med bestyrelsen og ledelsen såvel som at lære kunderne og de dedikerede medarbejdere hos Topsøe at kende.

Haldor Topsøe har endnu ikke aflagt årsrapport for 2019, men i 2018 kom firmaet ud af året med et overskud på knap en halv milliard kroner. Det skete efter, at man havde skåret knap 300 medarbejdere væk sammenlignet med året inden.