Business

Alm. Brand skærer 120 stillinger

(ARKIV)  Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Beskeden kommer i forbindelse med koncernens årsregnskab.

Alm. Brand har torsdag præsenteret et overskud for 2019 og samtidig en plan for de næste år, der betyder, at koncernen vil skære 120 stillinger. Det oplyser koncernen til fondsbørsen.

Alm. Brand er en finansiel koncern, der både driver bank og er forsikringsselskab.

Behov for at øge indtjeningen

Direktør Rasmus Werner Nielsen forklarer, at selv om 2019 har givet et "tilfredsstillende" resultat, er der behov for at øge indtjeningen - og det betyder at skære i antallet af ansatte.

- Resultatet for 2019 er tilfredsstillende og på linje med de forventninger, vi tidligere har meldt ud. Men vi har potentiale og ambitioner til mere, siger han i forbindelse med regnskabet for 2019.

- Forandringerne betyder, at vi skal tage afsked med gode kolleger. Det er trist og har ikke været en let beslutning.

- Det er imidlertid nødvendigt at styrke Alm. Brands indtjeningsevne i en situation, hvor kombinationen af hård konkurrence, lave renter og hastig digitalisering fordrer nytænkning.

Alm. Brand fik i 2019 et overskud før skat og særlige omkostninger på 684 millioner kroner.