Boeing mister milliarder i 2019
Boeing forventer at den samlede regning for den skandaleplagede 737 Max-flytype løber op i mere end 120 milliarder danske kroner.
Flyproducenten Boeing har for første gang siden 1997 tabt penge for et helt år.
Det fremgår af årsregnskabet, som kan fremvise et underskud på 636 millioner dollar - svarende til i omegnen af 4,3 milliarder danske kroner.
Årsregnskabet er påvirket at et år med store problemer med flytypen 737 Max, der siden marts har været haft et globalt flyveforbud. Årsagen er to dødsulykker - den 28. oktober 2018 og den 10. marts 2019 - der kostede i alt 346 mennesker livet.
Problemerne hos Boeing kan også aflæses i virksomhedens indtjening. I 2019 omsatte den amerikanske flyproducent for mere end 101 milliarder dollars - cirka 685 milliarder danske kroner - men i 2019 faldt det tal med en fjerdedel.
- Vi anerkender, at vi har en masse arbejde foran os. Vi fokuserer på at få 737 Max-flyene tilbage i luften på sikker vis, og på at genoprettet den langvarige tillid som Boeing-brandet repræsenterer, udtaler David Calhoun, der er administrerende direktør for Boeing, i årsregnskabet.
Ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg, forventer Boeing, at den samlede regning for 737 Max-flyene løber op i mere end 18 milliarder dollar, svarende til mere end 120 milliarder danske kroner.
Calhoun er selv én af de forandringer i Boeing, som 737 Max-ulykkerne har medført. Han har tidligere været bestyrelsesformand i selskabet, men da den daværende administrerende direktør, Dennis Muilenburg, blev fyret i slutningen af december 2019, blev Calhoun udpeget som ny topchef for flyproducenten.
Det amerikanske erhvervsmedie CNBC skrev tidligere i januar, at Dennis Muilenburg kunne forlade Boeing med 62,2 millioner dollar - svarende til 419 millioner kroner - i hånden efter sin fyring.
Undervejs i det historisk lange stormvejr omkring 737 Max-flyene, er adskillige belastende interne mails sluppet ud fra virksomheden. I en af dem kan man eksempelvis læse en ansat skrive om 737 Max-flyene, at de er "designet af klove, som er under opsyn af aber".