Business

Nets skal gennem fyringsrunde: Over 500 mister jobbet

Finansdirektør i Nets, Klaus Pedersen.  Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

115 af dem skal fyres i Danmark.

Den danske betalingsvirksomhed Nets skal gennem en større fyringsrunde, hvor i alt 565 stillinger forsvinder. Af dem er 115 i Danmark.

Det oplyser Nets til erhvervsmediet FinansWatch.

Nets som koncern har over 4000 medarbejdere, så fyringsrunden svarer til cirka hvert ottende ansatte. Nets' finansdirektør, Klaus Pedersen, forklarer, at det er Nets' opkøb, der er årsag til, at flere personer udfører næsten samme job.

- Vi er nødt til at stoppe op og forholde os til, hvilke dublerede funktioner vi har, for at vi kan være konkurrencedygtige fremadrettet, siger han til FinansWatch. Det er blandt andet i HR-, økonomi- og produktafdelingerne, hvor der, ifølge Nets, er for mange ansatte.

Firmaet gennemførte i starten af sidste år overtagelsen de polske e-betalingsvirksomheder Dotpay/eCard. I august kunne Nets og Mastercard meddele, at Mastercard har indgået en aftale om at købe Nets konto-til-konto baserede services i en handel til mere end 21 milliarder danske kroner.

For knap to uger siden skrev Nets i en pressemeddelelse, at firmaet havde overtaget de to finske teknologivirksomheder Poplatek og Poplapay, der til sammen beskæftiger cirka 40 medarbejdere.

Ifølge ComputerWorld er der endnu ikke sat dato for afskedigelserne, men de vil ramme både ledere og medarbejdere

Antallet af ansatte i Nets er vokset kraftigt det seneste år. Ifølge den seneste årsrapport havde Nets ved udgangen af 2018 godt 2400 fuldtidsansatte.

Nets er ejet af den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman, der købte den danske virksomhed af børsen i 2018.