Business

Danfoss lukker fabrik og nedlægger stillinger: - Et wakeup-call, siger Ole Krohn

Beslutningen er taget for at fastholde og sikre konkurrenceevnen, lyder det.

Virksomheden Danfoss lukker sin fabrik i Kolding frem mod 2022.

Lukningen betyder, at 335 stillinger nedlægges. I stedet har Danfoss besluttet at flytte produktionen til Grodzisk i Polen.

Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Cirka 110 funktionærstillinger forbliver Ifølge TV SYD i Kolding.

Kristian Strand, der er direktør for Danfoss Refrigeration and Air-Conditioning Controls, siger ifølge TV Syd, at virksomheden ønsker, at alle medarbejderne kan blive så længe som muligt i overgangsperioden frem mod 2022.

- Derfor vil vi sikre, at alle ansatte, der er berørt af flytningen, behandles ordentligt og retfærdigt, og tilbydes den nødvendige støtte i forbindelse med processen, siger han.

Fabrikken i Kolding er ikke egnet til produktion af konkurrencedygtige køle- og air-conditioning-komponenter. Beslutningen er taget for at fastholde og sikre konkurrenceevnen, da man med flytningen opnår stordriftsfordele, ligesom forholdene for medarbejderne skulle blive forbedret, lyder det i pressemeddelelsen.

- Et wakeup-call

TV 2s finanskommentator Ole Krohn kalder lukningen af fabrikken for et ’wakeup-call’.

- Det er en reminder for os alle sammen om, at når de store danske virksomheder skal ud og slås på verdensmarkedet, så skal de lægge produktionen der, hvor det kan betale sig.

Ifølge Ole Krohn har store virksomheder som Lego, Danfoss og Grundfos længe haft en sovepude, hvor de har lagt en stor del af deres virksomhed i Danmark.

- Det er en udfordring, der viser, at vi bliver nødt til at være lidt smartere herhjemme, fordi ellers er der andre lande, der står i kø. Vi kan jo se, at ret avancerede produkter efterhånden kan laves i andre lande, hvor selskaberne for få år tilbage selv ville have klaret den med danskernes højtuddannede arbejdskraft, siger han.

Lukker lokaliteter i Vejle og Viby

Også Danfoss' lokaliteter i Vejle og Viby lukkes. Aktiviteterne vil i stedet flytte til Silkeborg, Nordborg, ny lokalitet i Kolding og Grodzisk i Polen.

Medarbejdere i Viby får alle tilbuddet om at flytte med til Silkeborg.

Forretningen i Vejle står i øjeblikket for virksomhedens aktiviteter inden for gulvvarme. Det flytter man nu til Kolding og Nordborg i løbet af andet halvår i 2021, skriver Ritzau.

- Det er ærgerligt og kedeligt, fordi det er gode danske arbejdspladser, der forsvinder til et land med lave omkostninger i forhold til europæiske standarder, siger Ole Krohn.