Business

I dag indgår USA og Kina første handelsaftale – men det er ikke ubetinget godt for Danmark

Trumps forsøg på at blive genvalgt som præsident kan ende med at ramme Danmarks økonomi.

Det er overordnet set positivt, at USA og Kina nu indgår første delaftale i deres verserende handelskrig. Men aftalen kan ikke desto mindre sende mørke skyer ind over dansk og europæisk økonomi.

Det vurderer to chefanalytikere på dagen, hvor Kina og USA formelt underskriver den første delaftale, der skal sænke toldmurene i den næsten to år lange told- og handelskrig mellem verdens største og næststørste økonomi.

Ifølge Søren Vestergaard Kristensen, chefanalytiker i Sydbank, er delaftalen mellem Kina og USA "det største skridt i den rigtige retning", siden handelskrigen startede, men samtidig mener han, at der er god grund til at holde øje med både amerikanerne og kineserne.

Man kan frygte, at Trump hiver det samme våben frem igen, hvis Europa ikke vil give sig

Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank

Som et led i delaftalen ventes det, at den amerikanske straftold på en lang række kinesiske varer halveres – fra 15 til 7,5 procent – og samtidig bliver straftolden på en lang række produkter helt droppet. Det drejer sig blandt om told på mobiltelefoner og legetøj.

Her skulle straftolden være trådt i kraft i midten af december, men aftalen mellem Kina og USA har medført, at det ikke skete.

Derudover har Kina som en del af aftalen, ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, forpligtet sig til at købe for mellem mellem 40 og 50 milliarder dollar landbrugsprodukter i USA.

To trusler mod Europa

Særligt den sidste del, at kineserne har forpligtet sig til at lægge en stor sum penge i den amerikanske landbrugssektor, bider Søren Vestergaard Kristensen fast i.

- Når kineserne skal købe meget fra amerikanerne, kan det betyde, at de skal købe noget mindre andre steder. Det kan blandt andet gå ud over os i Europa. Det gælder både landbrugsvarer, men også andre sektorer. Så det er ikke ubetinget godt for os her i Europa, når man på den måde vil aftale, at store dele af handelsstrømmen skal være mellem de her to lande, siger chefanalytikeren fra Sydbank.

Han bakkes op af Allan von Mehren, der er chefanalytiker i Danske Bank. Ligesom Vestergaard Kristensen mener von Mehren overordnet set, at delaftalen mellem USA og Kina er positiv, men også han ser en potentiel faldgrube for dansk og europæisk økonomi som følge af den.

- Nu, hvor der er ro på fronten mod Kina, og hvor Trump har hentet en forholdsvis god aftale hjem i forhold til sin valgkamp, kan man godt frygte, at han vil kigge mod Europa. Hvis han siger, "Hvilke våben virkede mod Kina?", var det blandt andet told. Så kan man frygte, at Trump hiver det samme våben frem igen, hvis Europa ikke vil give sig, siger Allan von Mehren fra Danske Bank.

Trumps vælgerjagt kan ramme Danmark

Han peger blandt andet på den tyske bilindustri som et sted, der kan gå en svær tid i møde, hvis Trump vil lægge arm med Europa i forsøget på at få en bedre handelsaftale.

Med den kinesiske delaftale imødekommer Trump formentlig en række vælgere i flere landbrugsstater i USA. Men tilbage står fortsat delstaten Michigan, der typisk er én af de stater, der spiller en nøglerolle i kampen om det amerikanske præsidentembede, og her er en del af den amerikanske bilindustri forankret.

Trump har afholdt flere vælgermøder i Michigan, der er kendt for sin bilindustri, og som kan blive en afgørende kampplads ved det amerikanske valg senere på året. Her fra Battle Creek i december.

- Trump står svagt i meningsmålingerne i Michigan i øjeblikket, så man kan ikke afvise, at han føler, han er nødt til at gøre noget for at løfte meningsmålingerne. Så kunne han finde på at pålægge biler fra Europa told. Det kan være en måde at hente nogle stemmer i Michigan, siger Allan von Mehren.

Han beskriver det som et scenarie, Danske Bank "holder øje med", fordi den tyske bilindustri er vigtig for den danske økonomi.

Et lignende budskab kommer fra Dansk Industri, der har mange danske underleverandør til den tyske bilindustri i folden.