Business

Norwegian flyver uden om Iran og Irak – konkurrent vil ikke garantere det

Emirates, der flyver til Dubai fra København flere gange om ugen, vil ikke garantere, at deres rute ikke går gennem iransk eller irakisk luftrum. Ali Haider / Ritzau Scanpix

De amerikanske luftfartsmyndigheder har nedlagt flyveforbud over iransk og irakisk luftrum, men europæiske flyselskaber må selv bestemme.

Mens Norwegian har indstillet al flyvning over iransk og irakisk luftrum, vil flyselskabet Emirates ikke garantere, at de på deres flyvninger fra Danmark til Dubai følger trop.

Sådan lyder det, uanset om man kontakter Emirates på deres danske hovednummer eller spørger deres danske kommunikationsbureau.

- Vi følger nøje udviklingerne og er i tæt kontakt med de relevante myndigheder, som vedrører vores flyoperationer, og vi vil foretage os yderligere ændringer, hvis nødvendigt. Som altid kommer sikkerheden for vores passagerer, besætning og fly i første række, skriver Emirates i en udtalelse.

Fløjet over Irak - men ikke Iran

Ifølge oversigten over afgange fra Københavns Lufthavn fløj der ét Emirates-fly til Dubai fredag eftermiddag og endnu ét skal afsted lørdag.

Ved lignende flyvninger onsdag og torsdag fløj Emirates-fly fra København til Dubai gennem irakisk luftrum, men ikke over grænsen til Iran.

Fredag oplyste Norwegian, at de på deres flyvninger fra Skandinavien til Dubai vil flyve uden om både iransk og irakisk luftrum. I stedet vil Norwegians rute gå over Middelhavet og Egypten, hvilket vil betyde længere rejsetid for passagererne. På Norwegians tidligere flyvninger til Dubai fra København er selskabet fløjet gennem iransk luftrum.

Fly styrtede samtidig med hævnangreb

Udmeldingerne fra Norwegian og Emirates kommer, efter et ukrainsk fly onsdag styrtede ned i den iranske hovedstad, Teheran. I første omgang lød meldingerne på, at en motorfejl skulle være skyld i flystyrtet, der kostede 176 mennesker livet, men det er der siden blevet sået tvivl om.

Torsdag kaldte den amerikanske præsident, Donald Trump, flystyrtet for ”mistænkeligt”, og om aftenen meddelte Canadas premierminister, Justin Trudeau, at det ifølge myndighedernes efterretninger var et iransk missil, som var skyld i, at flyet styrtede til jorden. Iranerne har dog afvist.

Flyet forulykkede samme morgen lokal tid, som to militærbaser i Irak blev angrebet af Irans militær som hævn for drabet på den højtstående iranske general Qasem Soleimani.

Iran kort fly

Amerikansk forbud – europæisk opfordring

Onsdag aflyste SAS en planlagt afgang fra Stockholm til Libanons hovedstad, Beirut, selvom ruten ikke går gennem iransk luftrum. Lørdag genoptager SAS dog ruten, og ingen andre afgange vil blive aflyst, da selskabet ikke har ruter gennem iransk luftrum.

Efter flystyrtet onsdag gjorde de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, det forbudt for alle ikke-militære amerikanske flyselskaber at operere i luftområdet over Irak, Iran og Omanbugten. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) opfordrede onsdag til, at alle europæiske flyselskaber undgik irakisk luftrum.

Derudover har en lang række større og mindre luftfartsselskaber omlagt deres ruter efter onsdagens flystyrt i Teheran. Det gælder blandt andet Air France, Lufthansa og Air Canada.

På hjemmesiden FlightRadar24, der tracker fly over hele verden i real tid, kan man dog se, at der fortsat befinder sig mange fly i både iransk og irakisk luftrum.

Fredag eftermiddag har Udenrigsministeriets Borgerservice opdateret sin rejseanbefaling til Iran, således at alle rejser til landet nu frarådes. Årsagen er "uvisheden om årsagen til", at passagerflyet i Teheran onsdag styrtede ned. Samtidig besluttede Transportstyrelsen i Sverige at indstille alle flyvninger til Iran. Det skriver Aftonbladet.