Business

Fantastisk år for aktier indbringer staten 60 milliarder

Arkiv. Toshiyuki Aizawa / Scanpix Nordfoto

Skat på afkast på pensioner er blevet en af statens største indtægtskilder, og det fortsætter, mener PFA.

Både i Danmark og i udlandet er aktiekurserne steget støt gennem 2019, og det sikrer statskassen milliarder af kroner fra den skat, som alle hvert år skal betale af deres afkast på pensionsopsparinger.

Det skriver e-avisen Finans onsdag.

Pensionsselskabet PFA vurderer, at den såkaldte PAL-skat på 15,3 procent vil indbringe statskassen næsten 60 milliarder kroner i år.

Sikrer staten store indtægter

Selv om aktiemarkederne skulle klare sig mindre godt de kommende år, end tilfældet har været i år, og afkastet derfor falder, så vil alene de voksende indbetalinger til pensioner sikre staten store indtægter.

Det vurderer Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom i PFA.

- Skatten vil i de kommende år blive så stor, at den vil yde et stort supplement til velfærdssamfundet og den såkaldte ældrebyrde, siger han til Finans.

PAL-skatten blev indført i 2000. Dengang var den et mindre supplement til statens indtægter, men det har ændret sig.

Verdensrekord i pensionsopsparing

På skatteområdet bliver den i dag kun overgået af indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag og selskabsskat. PAL-skat overstiger eksempelvis topskatten ifølge Finans.

- Vi har verdensrekord i pensionsopsparing. Det giver den enkelte frihed og økonomisk tryghed. Det giver også dansk økonomi robusthed – især i en situation, hvor levetiden stiger og flere vil være på pension, siger Carsten Holdum til mediet.

I flere år har danskerne øget deres investeringsrisiko og afkast ved at flytte pension fra garanteret gennemsnitsrente til ikkegaranteret markedsrente.

Statens indtægter fra PAL-skat stiger tilsvarende.

- Når afkastet på danske statsobligationer i dag er cirka nul, bliver det helt afgørende for pensionsafkastet, i hvilket omfang borgerne er villige til at investere med en vis risiko og dermed tåle de årlige udsving, det giver at have en vis andel aktier, siger Carsten Holdum til Finans.