Business

Boeing fyrer topchef

Teknikere undersøger vragdele efter flystyrtet i Etiopien tidligere i år. Tony Karumba / Scanpix Denmark

Boeings 737 MAX-fly har siden marts været underlagt flyveforbud i hele verden efter to fatale styrt.

Boeings administrerende direktør, Dennis Muilenburg, er blevet fyret.

Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

Topchefens afgang kommer efter et forfærdeligt år for selskabet, hvor Boeings 737 MAX-fly siden marts har været underlagt flyveforbud i hele verden.

Et forbud, der kom som en konsekvens af to styrt med flytypen i henholdsvis Indonesien i oktober sidste år og i Etiopien i marts i år. Styrtene kostede i alt 346 mennesker livet.

- Bestyrelsen har besluttet, at et skift i ledelsen har været nødvendig for at genoprette tilliden til selskabet i en fremtid, hvor vi arbejder på at reparere forholdet til alle vores interessenter, lyder det i en pressemeddelelse.

Tidligere på måneden besluttede selskabet at indstille al produktion af flytypen 737 MAX fra januar.

Siden flyveforbuddet mod 737 MAX-flytypen blev udstedt i foråret, har virksomheden hver måned produceret i gennemsnit 42 fly af typen.

Der er derfor 400 færdigbyggede fly, der aldrig har været på vingerne. Der ligger ifølge Financial Times i alt 4500 bestillinger på flymodellen fordelt over de næste syv år.

Som begrundelse for at indstille produktionen af 737 MAX-fly meddelte Boeing blandt andet, at der er uvished om, hvornår flyene får tilladelse til igen at flyve.

Selskabets aktier er siden marts faldet med 20 procent siden marts.

Tonedøv og akavet

Den nu fyrede Dennis Muilenberg har været i Boeing i 34 år, han startede som praktikant i 1985 og sikrede sig topjobbet i 2015.

Under en høring i Repræsentanternes Hus i oktober meddelte Muilenburg ellers, at han ville forblive på posten trods to de to fatale flystyrt.

Den nu fyrede Dennis Muilenberg.

Muilenburgs håndtering af 737 MAX-krisen er blevet kritiseret, fordi der løbende er kommet ubehagelige detaljer frem om certificeringen af MAX-flyene, hvilket har forlænget deres tid på landjorden.

Muilenburg er også blevet kritiseret for at være "tonedøv og akavet" over for familierne til de mange ofre fra flystyrtene, skriver AFP.

Selskabets bestyrelsesformand, David Calhoun, er blevet udnævnt som administrerende direktør per 13. januar.