Business

Europæiske nægter at forsikre danske bureauer mod Norwegian-konkurs

Norwegian. KYRRE LIEN / Scanpix

- Det virker stærkt besynderligt. Vi har otte måneder i træk leveret styrket indtjening, lyder det fra Norwegian.

Lavprisflyselskabet Norwegian, der i det forgange år har oplevet store økonomiske udfordringer, har fået nye problemer.

Flere danske rejsebureauer har nemlig modtaget et brev fra Europæiske ERV Rejseforsikring, der oplyser, at forsikringsselskabet efter 14. januar 2020 ikke længere vil dække bookinger med Norwegian, "hvis skaden skyldes eller er relateret til manglende solvens hos Norwegian". Det skriver flymediet CHECK-IN.dk.

Brevet rejser igen tvivl om de økonomiske fremtidsudsigter hos flyselskabet, der for nylig gennemførte en kapitalforhøjelse og en ændring af strategien efter at have været gennem en alvorlig økonomisk krise.

Brevet fra Europæiske har også vakt opsigt i udlandet, hvor det store amerikanske erhvervsmagasin Forbes har lavet en historie om det.

Men hos Norwegian forstår man ikke indhold og timing i brevet.

- Det virker stærkt besynderligt. Vi har otte måneder i træk leveret styrket indtjening og har netop afleveret et kvartalsregnskab, som viser det bedste resultat, vi har haft, siden vi startede i 2002 - fuldstændig i tråd med den strategi, som vi har lagt for virksomheden, siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef for Norwegian i Danmark, til TV 2.

Aftalt møde om sagen

Brevet er kun sendt til de danske rejsebureauer.

- Vores genforsikringskontrakt for 2020 dækker ikke længere ved en eventuel konkurs i Norwegian. Alt andet er dækket, og der er ikke andre ting, der er ændret, hvilket vil sige, at ansvarforsikring, ombooking og andre forhold på Norwegian stadig vil være dækket, siger David Kraul, nordisk direktør for kunde- og skadeservice hos Europæiske ERV, til CHECK-IN.dk.

Hos Norwegian har man i denne uge forsøgt at få en dialog med Europæiske om brevet.

- Vi har fået hul igennem her sidst på ugen, og nu er der aftalt et møde om sagen, siger Andreas Hjørnholm til TV 2.

Hos forsikringselskabet Gouda vil man fortsat hilse danske rejsebureauer velkomne, også når det gælder Norwegian:

- Vi har fortsat fuld dækning når det gælder Norwegian – og vi ser ingen problemer i Norwegians set-up eller økonomi, siger administrerende direktør for Gouda Rejseforsikring, Dan Kjølhede Laursen, til STANDBY.dk.