E-sport

Nu er Astralis børsnoteret

Astralis har fat i den eftertragtede unge målgruppe, vurderer ekspert. Pengene skal bruges på at nå bredere ud.

Verdens første aktie i et e-sportshold er netop landet på fondsbørsen, og det er med et dansk flag ud for aktienavnet.

Det danske Counter-Strike hold Astralis har mandag første handelsdag på minibørsen First North, og starter livet på børsen med en værdisætning på en halv milliard kroner.

Så selvom holdet skuffede sig selv og en stor fanskare ved ikke at nå i finale på hjemmebane til ESL Pro League i Odense i weekenden, så er der altså optimisme omkring fremtiden for det danske hold.

Skal rustes til globalt marked

Den nye aktionærkreds skal ruste Astralis til at vokse yderligere inden for e-sport, som ifølge analytikere er en industri på global fremmarch.

Branchen selv ser et stort potentiale i e-sport, som ventes at vokse med mindst 20 procent årligt.

Og her er Astralis ikke bare et hold, men nærmere en medieplatform. Det siger Simon Bastiansen, der er sponsorrådgiver i marketingsvirksomheden MKTG Danmark.

Ledelsen i Astralis underskriver børsnoteringen

Han fortæller, at nogle af pengene skal bruges til at styrke og forstærke administrationen og organisationen bag Astralis.

- Man leverer varen rent sportsligt, men nu skal man også ud at levere varen kommercielt, og der skal du altså ud og have fat i de globale spillere, siger han.

Har fat i de unge

Hold som Astralis er særligt interessante for investorer, da de har fat i den helt unge målgruppe, som alle prøver at nå ud til, vurderer Simon Bastiansen.

I USA er e-sport allerede større end for eksempel baseball, og godt på vej til at overgå basketball. De traditionelle sportshold er gode til at få fat i de unge en gang om ugen, men med e-sport er der kontakt til den unge målgruppe længere tid ad gangen, siger Simon Bastiansen:

- Der er stort set kun en vej: Og det er fremad og opad.

Tidligere på året kom der ændringer i Astralis' ejerstruktur, da det blev solgt fra virksomheden RFRSH Entertainment. Nystiftede Astralis Group råder over Counter-Strike-holdet Astralis, League of Legends-holdet Origen og FIFA-holdet Future FC.

Flere penge i andre discipliner

Selvom Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO) er den mest populære e-sport i Danmark, så er spil som Dota 2 og League of Legends store seermagneter i udlandet. Det betyder også, at præmiesummerne i de andre e-sportsgrene er langt større end i CS:GO.

Astralis er dermed kun den 18. bedst indtjenende e-sportsorganisation i verden ifølge hjemmesiden esportsearnings.com.

Ligeledes dyster de ti bedst tjenende e-sportsstjerner i verden i spillet Dota 2. Danske Johan 'N0tail' Sundstein er den e-sportsudøver i verden, der har vundet flest præmiepenge i netop Dota 2. Han har tjent i omegnen af 46 millioner kroner.