E-sport

Astralis vil rejse op til 150 millioner kroner i børsnotering

For 8,95 kroner kan man erhverve sig en Astralis-aktie, når virksomheden bliver børsnoteret.

Mellem 125 og 150 millioner kroner.

Så mange penge skal der til for at sikre, at Astralis Group kan fastholde sin position i e-sportbranchen, fremgår det af virksomhedens børsprospekt.

E-sportholdet løftede for to uger siden sløret for deres planer om at børsnotere selskabet, og af prospektet fremgår det nu, at introduktionskursen bliver otte kroner og 95 øre.

- Det primære er, at vi rejser den kapital, der skal til, for at udvikle vores forretning, siger direktør i Astralis Group, Anders Hørsholt.

Astralis har et stærkt brand

Med børsnoteringen vil virksomheden investere i faciliteter, sociale medieplatforme og kommercielle platforme.

- Vi er i dag i en milliard-dollar-industri, og den industri vil vi gerne tappe yderligere ind i med vores stærke brands, ligesom vi vil udbygge vores position og sørge for at være med i konsolideringen af markedet, når det sker til næste år, siger han til TV 2.

Han fremhæver blandt andet, at Astralis Group har retten til at spille i turneringen League of Legends.

- Vi har købt et spot ud af 40 i verden. Til turneringen er der et publikum på op mod 300 millioner mennesker, så vi har et godt brand i en kæmpe stor industri, siger Anders Hørsholt.