Business

Dansk servicegigant skal spare 400 millioner og varsler fyringer

ISS laver blandt andet rengøring, service og sikkerhed.

Den danske servicevirksomhed ISS skal som led i en effektiviseringsplan spare 400 millioner kroner.

Det danske serviceselskab ISS, som er blandt de største herhjemme målt på antal ansatte, har kastet sig over for mange ting på én gang det seneste år.

Derfor skal virksomheden, som står for alt fra rengøring til vedligehold af bygninger til drift af kantiner og sikkerhed, finde besparelser for i alt 400 millioner kroner.

Besparelserne skal blandt andet findes ved at opsige et antal stillinger, fortæller Jeff Gravenhorst, der er administrerende direktør hos ISS.

Han kan dog endnu ikke sige, hvor mange stillinger der kommer til at være tale om.

Besparelserne vil ske som led i en effektiviseringsplan, der er blevet annonceret i forbindelse med selskabets regnskab for årets første ni måneder.

Sammen med regnskabet har ISS kunnet fortælle, at det har været "lidt for ambitiøs" i forhold til en transformationsplan, som selskabet annoncerede for et lille års tid siden.

Transformationsplanen har handlet om at fokusere på færre, men mere lønsomme kunder, samtidig med at knapt så lønsomme eller attraktive kunder er blevet skåret fra.