Business

McDonald's-topchef stopper på grund af forhold til ansat

Steve Easterbrook

McDonald's har afløseren klar.

McDonald’s administrerende direktør, Steve Easterbrook, er trådt tilbage efter at have haft et gensidigt romantisk forhold til en ansat.

Det oplyser McDonald's ifølge nyhedsbureauet AP.

Forholdet er et brud på virksomhedens retningslinjer.

- Når man tænker på selskabets værdier, er jeg enig med bestyrelsen i, at det er på tide for mig at komme videre, skriver Steve Easterbrook selv i en mail til McDonald's ansatte.

Bestyrelsen stemte ifølge AP i fredags om Easterbrooks afsked efter at have gennemført en grundig undersøgelse af sagen.

Detaljerne i Steve Easterbrooks fratrædelsesgodtgørelse vil blive offentliggjort mandag, siger en talsmand for McDonald's i en udtalelse.

McDonald's har udnævnt Chris Kempczinski, der senest har været chef for virksomheden i USA, til ny administrerende direktør.

- Kempczinski har været drivkraften bag McDonald's strategiske plan, og han har været leder af den mest omfattende ændring af McDonald's forretninger i USA i selskabets historie, siger Enrique Hernandez, bestyrelsesformand i McDonald's i en udtalelse.