Business

Rød pølse og dannebrogsblazer: - Spies' nye ejer er den moderne Simon Spies, siger kommentator

Petter Stordalen ejer i dag næsten 200 hoteller og er milliardær i dollars og norske kroner.

Onsdag entrerede den norske mangemilliardær Petter Stordalen rejseselskabet Vings hovedkontor i Stockholm.

Musikken pumpede, tilhørerne hujede, og hænderne var hævet over hovedet, da han annoncerede, at han og to kapitalfonde havde erhvervet den nordiske del af rejseselskabet Thomas Cook. Herunder danske Spies.

Og det er et kendetegn for hans stil.

- Han er den moderne tids svar på Simon Spies. Dog betydeligt mere veltrænet og uden morgenbolledamer. Hans pressemøder er meget unordiske med iscenesatte shows, popmusik og bragende bifald, hvilket vi jo også så i dag, siger TV 2s finanskommentator Ole Krohn.

Meget symbolsk dansede Stordalen med selskabernes maskotter, da TV 2 mødte ham efter pressemødet - se videoen øverst i artiklen.

Foruden Spies omfatter købet på seks milliarder svenske kroner også norske og svenske Ving, Tjäreborg Finland, svenske Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Kapitalfondene Altor og TDR Capital køber henholdsvis 40 og 20 procent hver, mens Petter Stordalens virksomhedsgruppe Strawberry Group også køber 40 procent.

Har solgt jordbær – og tabt en milliard

Peter Stordalen startede sin karriere i en alder af ti på det lokale marked i Porsgrunn i den norske Telemark, hvor han solgte jordbær. Siden gik han ind i sin fars dagligvarebutik, inden han i en alder af 24 år overtog Norges største shoppingcenter.

Der var højt humør, da Stordalen mødte op på Vings hovedkontor i Stockholm med Magnus Wikner, koncernchef for den nordiske Spies-gruppe.

Efterfølgende fulgte købet af et ejendomsselskab og hotelvirksomheden Choice Hotels. I slutningen af 1990’erne ekspanderede hotelvirksomheden kraftigt i Skandinavien – herunder i Danmark.

Omkring år 2000 blev Stordalen millionær i norske kroner, og i dag administreres hans forretninger gennem Strawberry Group, der investerer i ejendomme og hoteldrift.

Rejseselskabet Spies og flere nordiske selskaber er solgt den norske milliardær Petter Stordalen og to kapitalfonde.

Bag selskabet står Petter Stordalen, men i 2017 overdrog han store dele af virksomheden til sine børn, Emilie, Henrik og Jakob. Faktisk beholdt han ifølge norske Dagbladet kun 0,01 procent af aktierne.

Han har gjort et imponerende comeback og har sikret sig meget markante beliggenheder i København

Ole Krohn, finanskommentator

Det ændrede dog ikke andet end ejerskabet, da han selv fortsat står ved roret, så længe han er i live. Overdragelsen var i stedet for at fremtidssikre virksomheden og vise, at den forbliver i familien og ikke børsnoteres, opdeles eller sælges, lød det.

Finanskommentator Ole Krohn omtaler Petter Stordalen som ”Nordens hotelkonge”, men siger, at han også har oplevet nedture. Blandt andet under finanskrisen, hvor han tabte op mod en milliard kroner alene i Danmark, hvilket han selv har fortalt Euroman.

Flere hoteller i Danmark

Han havde købt for dyrt og til lånte penge, hvilket betød, at han i 2011 solgte sine 12 danske hoteller.

Det tog dog ikke mange år, inden han var tilbage i København og erhvervede sig Hotel Skt. Petri og Comfort Hotel Vesterbro. Og i 2017 blev Centralpostbygningen og det tidligere Hilton ved Københavns Lufthavn tilføjet hans danske portfolio.

Førstnævnte blev annonceret i en dannebrogsblazer og med en rød pølse i hånden.

Petter Stordalen er født 29. november 1962 og er i dag 56 år.

- Han har gjort et imponerende comeback og har sikret sig meget markante beliggenheder i København. Herunder den gamle postbygning. Manddomsprøven er dog, da han fik Hilton ud af lufthavnen, siger Ole Krohn.

Petter Stordalen overtog i 2017 Postcentralbygningen i centrum af København og er nu i gang med at omdanne bygningen til et stort hotel, der vil hedde Villa Copenhagen. Video: Kasper B. Andreasen

I dag hedder Hilton-hotellet Clarion og ejes af Stordalen. Derudover åbner Comfort Hotel Copenhagen Airport til foråret.

Mangler at se flere ting

Selvom der var store armbevægelser og smil i Stockholm, blev der også skudt med skarpt mod de tidligere ejere, Thomas Cook. Stordalen sagde blandt andet, at de ”gjorde alt galt”.

- Det var meget bemærkelsesværdigt. Han omtalte dem nærmest som blodsugere, der hev penge ud af den velindtjenende skandinaviske del og ødelagde væksten, siger Ole Krohn.

Tiden vil vise, om han har købt ind for dyrt eller har gjort en god handel

Ole Krohn, finanskommentator

Det er meget atypisk for de bonede gulve i finansverdenen, men igen meget typisk for Stordalen, siger Ole Krohn. Men særligt to ting har vi til gode:

- Der er endnu ingen planer for, hvordan han kan udvikle en rejsekoncern i et marked, der er udfordret. Og vi mangler at se, om han kan klare en økonomisk krise, når og hvis den kommer, siger Ole Krohn.

Petter Stordalen ejer i dag omkring 200 hoteller.

Der er masser af passion og godt humør, men det kan hurtigt vende, lyder det:

- Hotelimperiet vokser, og han har gjort et stort, dyrt indkøb i dag. Men tiden vil vise, om han har købt ind for dyrt eller har gjort en god handel, siger Ole Krohn.

Den nye ejer er den norske milliardær Petter Stordalen, der sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital har stillet en garanti på seks milliarder norske kroner.

Petter Stordalen er uddannet fra Handelshøjskolen i Oslo, er milliardær i både norske kroner og dollars, ejer næsten 200 hoteller og er forfatter til flere bøger.

Salget af de nordiske rejseselskaber kommer, efter at rejsegiganten Thomas Cook indgav konkursbegæring 23. september. Den nordiske afdeling var en selvstændig del af virksomheden.