Rejseselskabet Spies solgt til norsk milliardær

Efter Thomas Cooks konkurs faldt salget af rejser hos Spies 30 procent.

Det danske rejseselskab Spies, der blev stiftet af den karismatiske Simon Spies i 1956, er blevet solgt.

Den nye ejer er den norske milliardær Petter Stordalen, der sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital har erhvervet sig Spies og flere andre selskaber for seks milliarder svenske kroner.

Det oplyser selskabet på et pressemøde onsdag formiddag i henholdsvis Stockholm og København.

- Jeg har lavet forretninger gennem hele livet. Men denne deal er helt speciel. For den forener hjerte og hjerne. Jeg har meget hjerte og har taget partnere med, som har meget hjerne, siger Petter Stordalen på et pressemøde i Stockholm.

Altor og TDR Capital køber henholdsvis 40 og 20 procent hver, mens Petter Stordalens Strawberry Group ligeledes køber 40 procent.

Petter Stordalen er manden bag koncernen Nordic Choice Hotels, der i dag har mere end 200 hoteller i primært Skandinavien. Herunder i København, hvor han ejer Hotel Clarion og Hotel Skt. Petri samt Comfort Hotel.

Petter Stordalen er ifølge flere medier milliardær i både norske kroner og dollars, og han er kendt for sin meget frembrusende og flamboyante stil.

Glæde hos Spies

Salget kommer, efter at rejsegiganten Thomas Cook indgav konkursbegæring 23. september. Spies var en del af Thomas Cook Northern Europe, der var en selvstændig del under Thomas Cook Group plc.

Den nordiske del, der går under navnet Spies-gruppen, har i flere år givet overskud, og derfor har der siden september været spekulationer om, hvem der ville overtage Spies, norske og svenske Ving, Tjäreborg Finland, svenske Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Det er helt sensationelt, at Petter Stordalen i dag har sat sig på koncernen. Det havde ingen set, at han kunne løfte. Han har dog også to kapitalfonde i ryggen. Med med indkøbet befæster Petter Stordalen sin position som Norges svar på Simon Spies. Han har den samme flamboyante og kontroversielle måde at markedsføre sine investeringer på. Han er mest kendt i Danmark for at have smidt Hilton ud af Københavns Lufthavn og i stedet få Nordic Choice Hotels ind. Petter Stordalen er dog ikke helt så konkret omkring udviklingen af rejsebranchen, der står overfor flere udfordringer.

De tre parter erhverver sig hele Spies-gruppen med i alt 2300 ansatte. Tilsammen servicerer de cirka 1,6 millioner gæster årligt.

Og det glæder Spies' administrerende direktør, Jan Vendelboe.

- Jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvordan jeg har det i dag. Jeg startede i det her firma for 35 år siden og efter mange ture frem og tilbage har vi fået en ny ejer. Vi er tilbage som et nordisk selskab. Det er ubeskriveligt, siger Jan Vendelboe.

Den nye ejer er den norske milliardær Petter Stordalen, der sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital har stillet en garanti på seks milliarder norske kroner.

Direktøren kalder det ”et perfekt match” og fremhæver blandt andet Petter Stordalens engagement for hoteller, service og pleje af ansatte.

- Det tager han med. Og så er han jo en flamboyant og glad person. Det bliver fantastisk, siger Jan Vendelboe.

Salg faldt 30 procent

Investeringsbanken Carnegie var hyret til at finde en køber.

Og ifølge den norske avis Dagens Næringsliv kontaktede Carnegie flere potentielle nye ejere – herunder kapitalfonde og andre rejseselskaber i forbindelse med salget. Mandag oplyste selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det havde modtaget flere bud, og at der var interesse fra over ti parter.

Simon Spies døde i 1984. Han er begravet på Hørsholm Kirkegård.
Simon Spies døde i 1984. Han er begravet på Hørsholm Kirkegård. Foto: Børge Walther / Scanpix Denmark

Da Thomas Cook i slutningen af september måtte dreje nøglen om, strandede op mod 600.000 feriegæster rundt om i verden. Herunder 6000 Spies-gæster.

Efterfølgende faldt salget af rejser 30 procent, men 16. oktober kunne Spies’ administrerende direktør, Jan Vendelboe, fortælle til TV 2, at salget havde stabiliseret sig, og at man så frem til at få en ny ejer.

På daværende tidspunkt opererede selskabet selvstændigt, men med støtte fra kurator og banker.

'Spies, rejs og vær glad'

Rejseselskabet Spies blev stiftet af Simon Spies i 1956.

I starten sørgede Simon Spies for, at hans gæster rejste med tog til deres feriedestinationer, men efter tre år begyndte han at flyve dem i stedet. I 1965 erhvervede Spies et konkursramt flyselskab og døbte sit eget selskab Conair, en forkortelse af Consolidated Aircraft Corporation.

Danske turister på vej med Simon Spies' flyselskab Conair of Scandinavia til ferie på Costa del Sol.
Danske turister på vej med Simon Spies' flyselskab Conair of Scandinavia til ferie på Costa del Sol. Foto: Willy Henriksen / Scanpix Denmark

I årene efter gik forretningen godt, og Spies udvidede med kontorer i Finland, Norge og Sverige, der sendte skandinaver på ferie under sloganet ’Spies, rejs og vær glad’.

Simon Spies selv døde i 1984, og i starten af 1990’erne havde selskabet det svært økonomisk.

I 1996 blev selskabet, inklusiv Conair, solgt til det britiske rejseselskab Airtours plc. Siden blev det en del af Mytravel Northern Europe, og i 2007 blev selskabet købt af Thomas Cook Group plc., som selskabet var en del af frem til dets konkurs.