Business

Spies kan ende på kinesiske hænder - og det kan ske inden for kort tid

Salg af rejser faldt med 30 procent efter Thomas Cooks konkurs.

Da rejsegiganten Thomas Cook indgav konkursbegæring 23. september, var fremtiden uvis for den danske del af selskabet, rejseselskabet Spies.

Men siden har ejere og kreditorer arbejdet på at sælge Spies – inklusiv resten af den nordiske forretning.

Og et salg kan ske inden for kort tid. Det siger administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo, til TV 2. Ifølge direktøren går det ”efter planen”:

- Forhandlingerne pågår med flere interesserede købere. Målet er, at vi skal have en ny, stærk ejer af den nordiske del af selskabet så hurtigt som muligt. Og meget tyder på, at det kan ske inden for kort tid, siger han.

Jan Vendelbo kan og må ikke sige, hvem der har budt sig til.

Men blandt andet Skynews har nævnt kapitalfonden Triton Partners, der ejer rejseselskabet Sunweb, som en interesseret køber. Og norske Finansavisen har nævnt den kinesiske kapitalfond Fosun Group.

Kort om Thomas Cook

Rejseselskabet blev grundlagt i 1841 af den britiske forretningsmand Thomas Cook. Til at begynde med udbød selskabet togrejser.

Rejseselskabet voksede sig til et internationalt selskab og arrangerede blandt andet rundrejser og pilgrimsrejser til Mekka.

Blandt Thomas Cooks datterselskaber er Thomas Cook Airlines, Thomas Cook Airlines Scandinavia og Condor Airlines. I Danmark ejer Thomas Cook rejseselskabet Spies, som erhvervede i 2008.

I alt står knap 22.000 mennesker i 16 lande til at miste deres job som følge af konkursen. Heraf 9000 i Storbritannien.

Kilder: NTB, AP, Financial Times, Ritzau.

.

Begge selskaber har afvist at kommentere rygterne over for medierne.

Begge er nævnt tidligere

Det er investeringsbanken Carnegie, der er hyret til at finde en køber. Og ifølge den norske avis Dagens Næringsliv har Carnegie kontaktet flere potentielle nye ejere – herunder kapitalfonde og andre rejseselskaber.

Vi har flere interesserede potentielle købere af den nordiske virksomhed

Fredrik Henriksson, kommunikationschef, Thomas Cook Northern Europe

Ifølge Finans.dk modtog Thomas Cook allerede i maj ”et meget foreløbigt og uopfordret tilbud” på flyselskabet Thomas Cook Airlines og alle rejseselskaberne i Norge, Sverige, Finland og Danmark fra Triton Partners, der i forvejen ejer mere end 35 virksomheder med sammenlagt 72.000 ansatte, og som i maj erhvervede sig Sunweb.

Rejsebureaudirektør Simon Spies parkeret under et af sine fly og med lille håndfuld stewardesser på vingen. Han stiftede selskabet i 1956.

Også Fosun Group blev nævnt før konkursen, da investorerne i Thomas Cook 27. september skulle have stemt om en økonomisk redningsplan, der ville give Fosun Group en ejerandel på 75 procent. Det blev aldrig aktuelt.

Jan Vendelbo tør ikke spå om, hvornår en aftale kan ligge klar. Men han håber, at Thomas Cook Northern Europe hurtigt får en ny ejer. Samme melding kommer fra selskabets kommunikationschef, Fredrik Henriksson:

- Vi har flere interesserede potentielle købere af den nordiske virksomhed, og vi har sat gang i en salgsproces, som vi regner med, kommer til at gå hurtigt, siger han til den norske avis Dagens Næringsliv.

Salg faldt 30 procent

Da Thomas Cook for godt tre uger siden kastede håndklædet i ringen, strandede op mod 600.000 feriegæster rundt om i verden. Herunder 6000 Spies-gæster. Det skabte ringe i vandet, som selskabet kunne mærke økonomisk, fortæller Jan Vendelbo:

I dagene efter faldt vores salg cirka 30 procent

Jan Vendelbo, direktør Spies

- I dagene efter faldt vores salg cirka 30 procent. Men nu er det business as usual, og vi sælger igen rejser på normalt niveau. Faktisk lidt flere end samme tidspunkt sidste år. Vi er ret overraskede over, hvor hurtigt vi er kommet tilbage, siger han.

Spies opererer for nuværende som et selvstændigt selskab med støtte fra kurator og banker. Men det er ikke en langtidsholdbar løsning, siger Jan Vendelbo.

Spies blev stiftet af Simon Spies i 1956, og i 2008 blev selskabet en del af Thomas Cook Northern Europe, der er en selvstændig del under Thomas Cook Group plc. Thomas Cook Northern Europe ejer foruden Spies og norske Ving også Ving Sverige, Tjäreborg Finland, svenske Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Rejseselskabet Thomas Cook blev stiftet i 1841 af den 32-årige snedker Thomas Cook fra den britiske by Market Harborough.

Men i foråret 2019 stod det klart, at selskabets årelange krise ikke var blevet mindre. Selskabet havde et tab på mere end 10 milliarder kroner. Omvendt kunne den nordiske del præsentere et positivt regnskab.