Business

Ingen kompensation for SAS-strejke til nordmænd – det samme kan ske i Danmark, siger analytiker

Både norske og svenske SAS-kunder har fået afvist at få kompensation for en pilotstrejke i foråret.

Fra slutningen af april til maj strejkede mere end 1400 SAS-piloter, da forhandlingerne om en ny overenskomst brød sammen.

4000 afgange blev aflyst, og 370.000 rejsende blev berørt.

Men de svenske og norske rejsende får ikke kompensation. I Sverige blev det afgjort i august, og onsdag har to norske rejsende så fået afvist deres krav. Det skriver det norske medie Flysmart24.

I Danmark er der endnu ikke faldet en afgørelse, men de rejsende bør ikke være alt for optimistiske, siger aktieanalysechef og luftfartsanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen til TV 2:

- Min mavefornemmelse siger mig, at myndighederne når frem til det samme. I Sverige og Norge har man godt kunnet se, at SAS som sådan ikke har været herre over det. Og desuden vil det skabe en masse forvirring, hvis der pludselig besluttes noget andet i ét af landene, siger han.

SAS har afvist kompensation

I Norge har samlet 162 passagerer søgt om kompensation, og ifølge Flysmart24 vil de nye domme danne præcedens, så de resterende heller ikke har udsigt til kompensation.

SAS har hele tiden ment, at strejken skyldtes ekstraordinære omstændigheder, og at selskabet dermed ikke skal udbetale kompensation til de rejsende.

EU-dommen sagde, at det er en del af det at drive en virksomhed

Lise Roulund, AirHelp

Den beslutning er Transportklagenævnet, der hører under det norske Luftfartstilsynet, altså enig i. Og i august valgte den svenske forbrugerombudsmand at afvise kravene.

I august kunne Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark fortælle, at der er anlagt sager ved Københavns Byret, som man afventer udfaldet af, hvorfor sagerne blev sat i bero indtil da. Det er fortsat status i dag, oplyser styrelsen til TV 2.

Kompensationsselskabet AirHelp var dog ikke i tvivl i april. Ifølge selskabet er passagerne berettiget til kompensation på baggrund af en EU-dom fra 2018.

- EU-dommen sagde, at det er en del af det at drive en virksomhed, at der er konflikter og uoverensstemmelser mellem medarbejderne. Det må man tackle som arbejdsgiver, forklarede advokat Lise Roulund fra AirHelp.

Ifølge AirHelp sikrede EU-dommen, at flyselskaber kun kan påberåbe sig ekstraordinære omstændigheder, hvis der er tale om lufthavnsstrejke, farligt vejr, terror eller andre situationer, som er uden for flyselskabets hænder.

Ville koste 1,6 milliarder

Pilotstrejken hos SAS varede fra 26. april til 3. maj i år. I den periode strejkede samtlige 1400 skandinaviske piloter i selskabet.

Økonomisk er det selvfølgelig en sejr

Jacob Pedersen, flyanalytiker Sydbank

Strejken fandt sted, fordi piloterne var utilfredse med deres løn- og arbejdsvilkår i SAS. De helt store stridigheder var lønstigninger og bedre overblik over deres vagtplaner.

Ifølge Airhelp kunne SAS ende med en regning på 1,6 milliarder kroner, hvis alle 370.000 rejsende, som blev påvirket af strejken, skulle have de maksimale 600 euro - knap 4500 kroner - i kompensation. Derfor er de nye domme et flueben for SAS, siger Jacob Pedersen.

- Økonomisk er det selvfølgelig en sejr. Det er jo betragteligt beløb. Men det er bestemt heller ikke min forventning, at SAS kommer til at betale det, når man læser sig ind på reglerne, siger han og understreger, at strejken i sig selv kostede SAS dyrt.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen oplyser, at det alene er krav om kompensation, som styrelsen sætter i bero. Krav om refusion i forbindelse med udlæg til forplejning, overnatninger eller køb af nye flybilletter bliver fortsat behandlet.