Business

B&O fyrer direktøren

Firmaet har allerede fundet erstatningen.

Bang & Olufsen har fyret administrerende direktør Henrik Clausen.

Han bliver erstattet af svenske Kristian Teär, der kommer fra Logitech, oplyser B&O i en meddelelse.

Fyringen sker efter et hårdt 2019 for B&O.

Bang & Olufsen har haft en økonomisk svær periode, hvor selskabet flere gange har måttet nedjustere forventningerne. Samtidig er aktiekursen blevet slagtet.

- Fyringen betyder, at bestyrelsen også udadtil dokumenterer, at man har mistet tilliden til Henrik Clausen. Investorerne har for længst mistet tilliden til, at Bang og Olufsen ved egen kraft og med Henrik Clausen ville være i stand til at genoprette økonomien, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet.

Et skuffende år

Struer-virksomhedens regnskab for første kvartal, der strækker sig over 1. juni til 31. august, viste i sidste uge en omsætning på 419 millioner kroner. Det er omkring 30 procent lavere end i første kvartal året før.

Selskabet kom ud af regnskabsåret 2018/2019 med et overskud på 19 millioner kroner. Det var et fald på 77 procent i forhold til året før.

- Det var et skuffende år for Bang & Olufsen. Det utilfredsstillende resultat skyldtes især udfordringer med omstillingen af vores salgs- og distributionsnetværk samt færre produktlanceringer end året før, sagde Henrik Clausen, da regnskabet blev præsenteret.

- Den rigtige profil

Henrik Clausen kom til B&O som ny administrerende direktør i sommeren 2016. Han kom fra Telenor-koncernen, hvor han havde været siden 2004.

Hans afløser har ifølge B&O's formand Ole Andersen "den rigtige profil til at tage Bang & Olufsen videre fra, hvor vi er i dag."

- Han har erfaring fra ledende internationale forbrugerelektronikfirmaer, han har solid operationel baggrund, og så er han en stærk og inspirerende leder.