B&O omsætning falder med 30 procent

Elektronikproducenten B&O vil rette op på et faldende salg ved blandt andet at lancere en række nye produkter.

Den danske elektronikproducent Bang & Olufsen (B&O) fortsætter med at have svært ved at sælge fjernsyn og højttalere i den højere prisklasse.

Struer-virksomhedens regnskab for første kvartal, der strækker sig over 1. juni til 31. august, viser en omsætning på 419 millioner kroner.

Det er omkring 30 procent lavere end i første kvartal året før.

I regnskabet fremgår det, at det er et lavere salg i tre ud af fire af de geografiske markeder, som ligger til grund for den faldende omsætning.

Sælger ikke nok i premium

Tendensen med lavere omsætning er ikke helt ny for B&O, som igennem noget tid har kæmpet med at få solgt sine produkter, der har mødt stor konkurrence fra alternative produkter i markedet.

- Den primære årsag til omsætningsfaldet er, at B&O ikke sælger tilstrækkelige produkter i sit premium-segment, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet.

Sammen med den lavere omsætning har B&O for første kvartal offentliggjort et underskud på 106 millioner kroner efter skat.

Året før var underskuddet blot fire millioner kroner.

Ifølge B&O selv var et udfordrende kvartal ventet. Dels fordi de første af en række nye produkter først rammer markedet i løbet af andet kvartal, men også fordi selskabet har ændret i sine salgskanaler.

Har fjernet mængderabatter

Eksempelvis har B&O lukket ned for salg gennem uautoriserede kanaler og stoppet store mængderabatter, forklarer Henrik Clausen, topchef i B&O.

- Resultatet var primært påvirket af oprydningen i salgskanalerne, hvor vi har haft fokus på at nedbringe lagrene hos vores partnere og udvikle vores butiksnetværk, så det i højere grad kan afspejle vores position som et luksusbrand, siger Henrik Clausen i en pressemeddelelse.

Til at rette op på salget fremadrettet sætter B&O blandt andet sin lid til lanceringen af flere nye produkter, ligesom der lanceres en global kampagne til at understøtte de nye produkter og selskabets brand.

For det igangværende regnskabsår, som løber til udgangen af maj næste år, venter B&O en encifret salgsvækst målt i lokal valuta.

Det er uændret i forhold til før offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal..