Danske Bank lukker og slukker for skandaleramt filial

16x9
Danske Banks filial i Tallinn. Foto: Raigo Pajula / Scanpix Denmark

Efter ønske fra det estiske finanstilsyn har Danske Bank nu endeligt lukket sin skandaleramte estiske filial.

Danske Bank har nu endeligt lukket og slukket sine sidste aktiviteter i den estiske filial, der har været centrum for bankens hvidvaskskandale.

Den estiske filial er således tirsdag trådt i likvidation, oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.

Med likvidationen lukker Danske Bank sin estiske filial helt, efter at den reelt kun har eksisteret på et teknisk plan i et godt stykke tid.

Det estiske finanstilsyn bad nemlig Danske Bank i februar tidligere i år om at lukke filialen, og siden har filialen ikke haft nogen egentlige bankaktiviteter.

Indfrier ønske

Tilsynet ville have Danske Bank til at lukke filialen inden for otte måneder, og det ønske har banken altså indfriet.

- Danske Bank har nu stoppet alle sine bankaktiviteter i Estland i overensstemmelse med aftalen med det estiske finanstilsyn.

- I denne forbindelse har alle parter fokus på at sikre, at kundernes interesser bliver sikret på den bedst mulige måde, siger Frederik Bjørn, der er direktør hos Danske Bank, i pressemeddelelsen.

Logoer pilles ned

Samtidig med at alle bankaktiviteter i Estland lukkes ned, har Danske Bank overflyttet aktiviteter fra den estiske filial til andre dele af bankforretningen.

Derudover bliver alle logoer og skilte på Danske Banks hovedsæde i den estiske hovedstad, Tallinn, fjernet i de kommende dage.

Den estiske filial var fra 2007 til 2015 centrum i en stor sag om formodet hvidvask i milliardklassen.

Danske Bank bliver på grund af sagen undersøgt af flere myndigheder.