Nye EU-regler kan presse bilpriserne i Danmark i vejret

Danske bilejere risikerer at skulle betale 57.000 ekstra for en stor benzinbil. Men Danske Bilimportører afviser, at der er prisstigninger på vej.

Den grønne omstilling koster, og det gælder i den grad for bilindustrien, som investerer milliarder i ny teknologi.

Men bilfabrikanterne bliver presset fra højre af potentielle EU-bøder, der kan ramme dem fra årsskiftet, hvis de ikke lever op til de nye skrappe CO2-grænser fra EU.

Det vurderer revisions- og konsulentvirksomheden KPMG, der har regnet på de økonomiske konsekvenser af den nye virkelighed, som bilproducenterne skal vænne sig til.

- Vores analyse viser, at stigende udgifter og potentielle EU-bøder kan få betydning for bilpriserne i Danmark, siger Jacob Skjærris, der rådgiver bilbranchen hos KPMG Acor Tax.

Analysen er en vurdering af bilmarkedet ud fra en samlet betragtning. Derfor tager KPMG forbehold over for, at enkelte bilproducenter måske vælger at æde prisstigninger selv, i stedet for at give dem videre til kunden.

Derfor stiger prisen på biler fra 2020

Som led i at få bragt CO2-udslippet ned træder nye og skrappere regler for bilproducenterne i kraft fra 2020. Der er tale om en indfasningsperiode det første år, men uanset kan bilproducenten kigge ind i store EU-bøder ved en overskridelse af de nye CO2 grænser.

Derfor skal bilindustrien investere i ny grøn teknologi. 

Det nye loft kan ifølge KPMG desuden få danske bilimportører til at fjerne ældre modeller fra deres udvalg. Det kan betyde, at nogle af de billigste modeller forsvinder fra markedet og erstattes af miljøvenlige alternativer.

EU’s bødehammer

EU har tidligere sat et mål for, hvor meget CO2 biler måtte udlede. Det er på 130 gram per kørt kilometer, og blev indfaset mellem 2012 og 2015.

Det nye på 95 gram svarer til, at en benzinbil maksimalt må have et brændstofforbrug på 24,4 kilometer per liter. For dieselbiler bliver det 27,8 kilometer literen.

Det er ikke bare en supertanker, der skal vendes. Det er en hel flåde af supertankere.

Jacob Skjærris, KPMG Acor Tax.

En overskridelse vil per 1. januar 2020 betyde, at bilproducenten bliver pålagt en bøde på 95 euro per gram CO2, grænsen er blevet overskredet med. Det ganges med antallet af biler solgt i EU.

Det første år er der dog en række lempelser, hvor fem procent af bilerne kan trækkes ud og miljøvenlige biler som elbiler og pluginhybridbiler tæller dobbelt.

En bilproducent, der årligt producerer én million af en bilmodel, der udleder 110 gram CO2 per kilometer, skal således betale:

15 x 95 euro x én million = 10,6 milliarder kroner.

Kan blive svært for producenter

Mange producenter kan få svært ved at nå under de nye grænser, og der er lang vej igen. FCA, som sælger Fiat, Chrysler og Jeep, vælger eksempelvis at betale Tesla flere milliarder kroner for at få deres elbiler talt med i salget af FCA' s egne biler og dermed spare penge på EU-bøder.

Fordi mange af bilproducenterne ikke kan leve op til EU’s krav, er den logiske konsekvens, at de har udsigt til store bøder, vurderer KPMG. Og disse bøder kan blive givet videre til bilkøberne, hvor danskerne især bliver hårdt ramt på grund af det danske afgiftssystem.

KPMG har lavet disse tre eksempler på, hvad kommende EU-bøder kan få af prisstigninger herhjemme.

SUV med benzinmotor - 20 procent prisstigning

square to 16x9

Den kører 14,5 kilometer per liter ifølge den nye WLTP norm, hvilket svarer til en udledning på 156 gram CO2 per kilometer.

Vejledende nypris inklusiv moms, afgifter og levering: 282.328 kroner.

Omregnet til den gamle NEDC målenorm overskrider bilen stadig CO2-loftet med 35 gram, og producenten kunne få en bøde på netop denne bil på cirka 24.770 kroner.

Med dansk moms og registreringsafgift ville det give en potentiel prisstigning i Danmark på 57.281 kroner - altså 20 procent.

SUV med dieselmotor - 1 procent prisstigning

square to 16x9

Samme model med dieselmotor kører 18,9 kilometer per liter ifølge den nye WLTP norm, hvilket svarer til en udledning på 140 gram CO2 per kilometer.

Vejledende nypris inklusiv moms, afgifter og levering: 273.253 kroner.

Omregnet til den gamle NEDC målenorm overskrider bilen kun CO2-loftet med 2,3 gram, og producenten kunne få en bøde på netop denne bil på kun cirka 1.630 kroner.

Med dansk moms og registreringsafgift ville det giver en potentiel prisstigning i Danmark på 3.769 kroner - altså kun 1 procent.

Lille bil med benzinmotor - 17 procent prisstigning

square to 16x9

Den kører 17,9 kilometer per liter ifølge den nye WLTP norm, hvilket svarer til en udledning på 108 gram CO2 per kilometer.

Vejledende nypris inklusiv moms, afgifter og levering: 145.303 kroner.

Da bilen ikke er særlig tung, er CO2-grænsen lavere, så omregnet til den gamle NEDC målenorm overskrider bilen CO2-loftet med 15 gram, og producenten kunne få en bøde på netop denne bil på cirka 10.620 kroner.

Med dansk moms og registreringsafgift ville det giver en potentiel prisstigning i Danmark på 24.559 kroner - altså 17 procent.

Så især benzinbiler rammes af den nye CO2- grænser fra EU, mens mange dieselbiler og hybridbiler er tættere på at overholde de nye krav og elbiler samt plug in hybridbiler ligger under.

- En flåde af supertankere, der skal vendes

Markedet for el- og hybridbiler stadig er meget lille. For eksempel udgør salget af elbiler I Danmark stadig kun to procent af det samlede bilsalg.

Og for produktionsvirksomheder gælder den gyldne regel, at jo mere de kan producere af noget, desto billigere er det for dem. Det hedder stordriftsfordele, og dem har de således ingen endnu ingen af på el- og hybridbiler. Derfor tjener bilproducenterne meget mindre per solgt elbil sammenlignet med de traditionelle biler.

Herudover kommer de mange nye investeringer, det kræver at udvikle den nye teknologi, samt lukningen af fabrikker, opførelsen af nye og uddannelsen af medarbejderne, ligesom tusindvis af underleverandører også skal omstille sig.

- Det er ikke bare en supertanker, der skal vendes. Det er en hel flåde af supertankere, siger Jacob Skjærris.

De billigste biler forsvinder

Jacob Skjærris fortæller også, at lavprisbiler, som vi kender dem i dag, helt vil blive taget af markedet.

- De bygger på en ældre teknologi, som ikke kan leve op til de nye krav.

Men når bilproducenterne engang har fået styr på den grønne bilteknologi og kan producere dem med stordriftsfordele, vil der formentlig komme nye, grønne lavprisbiler, tilføjer han.

Det lyder som et ret voldsomt slag for de europæiske bilproducenter. Hvordan vil det påvirke dem i den globale konkurrence?

- Det er en dyr og omvæltende omstilling og det kommer til at gøre ondt på den kort bane. Men på den lange bane, kan de komme styrket ud af det, da vil de være i stand til at være i stand til at masseproducere miljørigtige biler til konkurrencedygtige priser.

Kritik: - En teoretisk hypotese

Hos Danske Bilimportører mener de ikke, at KPMG’s analyse kommer til at holde i den virkelige verden.

- Under ingen omstændinger. Den bygger på forudsætningerne om, at nogle teoretiske bøder bliver væltet over på forbrugerne. Men det kan jeg ikke se kommer til at ske, alene på grund af den fri konkurrence, siger direktøren hos Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Han oplever, at bilproducenterne arbejder hårdt for at kunne leve op til EU’s nye krav allerede fra næste år. Og skulle nogen ikke nå det, vil de ikke bare kunne sætte priserne op.

- De vil jo blive straffet af forbrugerne, som vil gå over til de konkurrenter, der ikke har sat prisen op.