Konkurs truer rejseselskab - krisemøde søndag

En eventuel konkurs vil give store dønninger i flybranchen - også i Danmark, siger aktieanalysechef.

Det 178-årige rejseselskab Thomas Cook, der blandt andet ejer Spies, har i årevis kæmpet med en stor gæld og befinder sig netop nu i en økonomisk krise.

Og hvis ikke virksomheden rejser 200 millioner pund eller cirka 1,7 milliarder danske kroner, risikerer den at gå konkurs.

Det kan ske inden for få dage, og derfor holder aktionærer og kreditorer søndag krisemøde hos det multinationale advokatkontor Slaughter & May.

Det skriver BBC og Sky News - og Spies bekræfter mødet over for TV 2.

- Det bliver en netruller. Mange vil foretrække at undgå en konkurs. Men det handler om, at alle Thomas Cooks kreditorer kan se muligheder for fremtiden og få deres penge hjem ved at lade dem fortsætte, siger aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen, der har et stort kendskab til flybranchen, til nyhedsbureauet Ritzau.

Ejer Spies

Thomas Cook har 22.000 ansatte verden over, heraf 9000 i Storbritannien, og 3000 hoteller overalt i verden er tilknyttet virksomheden.

Heriblandt det danske rejseselskab Spies og det svenske rejseselskab Ving.

Investorerne hos Thomas Cook skal 27. september stemme om en redningsplan, der er ledet af den kinesiske storaktionær Fosun Tourism Group. Efter kapitalindsprøjtningen vil Fosun eje 75 procent af Thomas Cooks område for grupperejser og op til 25 procent af rejseselskabets flyselskab.

Tirsdag søgte Thomas Cook om konkursbeskyttelse i USA under de såkaldte Chapter 15-regler. Det svarer til det, som vi kender som betalingsstandsning eller rekonstruktion.

Dengang sagde kommunikationschef i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia Lisbeth Nedergaard til TV 2, at det var et ventet tiltag fra moderselskabet:

- Det her sker som led i en større rekapitaliseringsplan, hvor vi forventer at få nye ejere. Det kommer ikke til at få betydning for vores kunder. Vi har en sund forretning i Spies, og vi har en sund forretning i Thomas Cook Northern Europe, sagde Lisbeth Nedergaard til TV 2.

Spies kan sælges fra, siger analytiker

Søndag bekræfter Lisbeth Nedergaard til TV 2, at Thomas Cook Group nu er i den afsluttede fase af den plan, og at der er møder med flere parter søndag.

- Jeg forholder mig til fakta. Og indtil planen er på plads, fortsætter vi som normalt. Jeg kan godt forstå, at gæsterne er bekymret for deres rejser, men lige nu fortsætter vi. Så snart der er nyt, forholder vi os til det, siger hun.

En Thomas Cook konkurs vil give nogle gevaldige dønninger i hele den europæiske rejsebranche

Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank

Ifølge britiske medier er de civile luftfartsmyndigheder i Storbritannien allerede begyndt at forberede sig på konkurs.

Jacob Pedersen tør ikke spå om, hvad en konkurs konkret vil betyde på grund af selskabets størrelse og mangel på viden om, hvordan det er skruet sammen. Men han er ikke i tvivl om, at det vil få konsekvenser:

- En Thomas Cook konkurs vil give nogle gevaldige dønninger i hele den europæiske rejsebranche, og vi ville også kunne mærke det herhjemme, siger Jacob Pedersen.

Og danske Spies kan blive en vigtig brik, siger han:

- Hvis Spies som enkeltstående selskab er velfungerende og leverer overskud, så er det jo noget, som kreditorerne og konkursboet vil forsøge at frasælge. Man vil gøre så meget, som man kan for at redde nogle penge hjem, siger Jacob Pedersen.

Rejseselskabet Thomas Cook blev stiftet i 1841 af den 32-årige snedker Thomas Cook fra den britiske by Market Harborough.