Næstformand truede kollega i lufthavnen: - Jeg tabte både sutten og kasketten

Vikar, der blev udsat for trusler, er siden blevet sygemeldt fra sit job.

I midten af september kom det frem, at en vikar hos SAS Ground Handling (SGH) var blevet udsat for trusler af to kolleger, fordi han ikke var medlem af 3F Kastrup.

To kollegaer kaldte ham ”klam” og understregede, at jungleloven herskede, når det gjaldt valg af fagforening.

Det er siden blevet kritiseret og omtalt som ”mafiametoder”, da der i Danmark er foreningsfrihed.

Nu står én af mændene bag truslerne frem og fortæller, at han reagerede på instinkt:

- Jeg tabte både sutten og kasketten og håndterede sagen meget uprofessionelt. Jeg reagerede ud fra en følelse og tænker ikke så meget over det i situationen. Det var langt over stregen, det er der ingen tvivl om, siger Michael Marstrand, tidligere næstformand for den lokale klub i SAS Ground Handling, til fagbladet 3F.

TV 2 har ikke selv haft mulighed for at stille Michael Marstrand et modspørgsmål. Michael Marstrand er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Blev provokeret

Episoden fandt ifølge Berlingske sted 23. juli i år.

Her mødte Michael Marstrand og en kollega op for at overtale vikaren til at skifte fagforening. Kort forinden var vikaren blevet ansat i et fire måneder langt vikariat.

Jeg blev provokeret, da han holdt sin telefon helt op i hovedet på mig

Michael Marstrand, tidligere næstformand 3F Kastrup

Medarbejderen er uddannet ingeniør og medlem af ingeniørernes fagforening, IDA. Han ønskede ikke at skifte til 3F. Det argumenterer han løbende for i samtalen. Og så henviser han til paragraf 78 i Grundloven, der tillader foreninger og det frie valg. Ligesom han henviser til, at Menneskerettighedsdomstolen i 2006 slog fast, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi vedkommende ikke er medlem af en fagforening eller af samme forening som kollegaerne.

Hør lydfilen, hvor to kolleger, hvoraf den ene er næstformand for bagagemedarbejderne i SAS i 3F Kastrup, truer en tredje kollega, da han nægter at skifte fagforening.

Og netop de mange argumenter provokerede den nu tidligere næstformand, der ikke undskylder det voldsomme sprog. ”Jeg er fra Amager, ikke fra Holte”, lyder det:

- Jeg blev provokeret, da han holdt sin telefon helt op i hovedet på mig og hev fat i mit havnekort (id-kort, red.), som jeg havde i en snor om halsen og holdt det op ti centimeter foran mit hoved. Men det skal jeg ikke gøre. Jeg skal ikke lade mig intimidere, siger Michael Marstrand til fagbladet.

Er blevet sygemeldt

Siden Berlingske første gang kunne fortælle om sagen, har formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, lagt sig fladt ned og erkendt, at sagen ”ikke lever op til 3F's værdier”, og at de ønsker at respektere lovgivningen.

Om 3F og 3F Kastrup

3F, Fagligt Fælles Forbund, er Danmarks største fagforening med 272.000 medlemmer og repræsenterer ufaglærte og erhvervsuddannede lønmodtagere inden for industrier som bygge og anlæg, transport, den offentlige sektor, hotel- og restauration, tung industri samt det grønne område.

3F Kastrup har cirka 5000 erhvervsaktive medlemmer.

Kilde: 3f.dk

Ifølge Fagbladet 3F er 23. juli eneste gang, at Michael Marstrand og vikaren har mødt hinanden. Siden har SAS ført en personalesag mod Michael Marstrand, der er fratrådt som næstformand i Ekspeditionsarbejdernes Klub og har fået en påtale.

Hele sagen har ført til, at bagageportørerne tre gange valgte at strejke til gene for flere tusinde passagerer, da de krævede vikaren fyret.

SAS har nægtet at fyre den omtalte vikar, der efterfølgende er mødt på arbejde trods trusler. Siden har han dog valgt at sygemelde sig, oplyser Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).

- De personlige omkostninger i denne sag har for længst overskredet et acceptabelt niveau, siger formand Thomas Damkjær Petersen.

Efter episoden er flere stået frem og fortalt, at de har oplevet lignende episoder fra andre afdelinger af 3F. Bagageportørerne har da heller ikke stået alene, da de har fået støtte fra andre brancher.

I vedtægterne for bagageportørerne i Københavns Lufthavn stod det nedfældet, at alle skulle være medlem, hvis man arbejdede der. Den paragraf er siden blevet ændret, fortæller Henrik Bay-Clausen i et skriftligt svar til TV 2.