Business

Rejseselskabet bag Spies søger om konkursbeskyttelse

.

Det er endnu uklart, om situationen får indflydelse på danske rejser med Spies.

Rejseselskabet Thomas Cook har søgt om konkursbeskyttelse i USA.

Det skriver erhvervsmediet Bloomberg News.

Thomas Cook ejer blandt andet det danske rejseselskab Spies og har ifølge Bloomberg News søgt om konkursbeskyttelse under de under de amerikanske Chapter 15-regler. Det svarer til det, som vi kender som betalingsstandsning eller rekonstruktion.

De amerikanske regler beskytter udenlandske selskaber mod sagsanlæg fra amerikanske kreditorer, mens et selskab får styr på sin forretning i et andet land.

Ifølge Finans.dk sker manøvren i et forsøg på at få omstruktureret en stor gæld, som selskabet i årevis har kæmpet med.

"Ingen konsekvenser"

Investorerne hos Thomas Cook skal 27. september stemme om en redningsplan, der er ledet af den kinesiske storaktionær Fosun Tourism Group.

Efter kapitalindsprøjtningen vil Fosun eje 75 procent af Thomas Cooks område for grupperejser og op til 25 procent af rejseselskabets flyselskab.

Kommunikationsdirektøren i Thomas Cook Northern Europe, Fredrik Henriksson, siger til det norske finansmedie E24, at begæringen er "standardprocedure" i processen med at rejse kapital, og at det ikke vil få konsekvenser for deres flyvninger.

Kommunikationschefen i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia, Lisbeth Nedergaard, stemmer i og siger til TV 2, at det er et ventet tiltag fra moderselskabet:

- Det kommer ikke til at få betydning for danskere, der er afsted, og folk, der vil afsted. Som jeg ser det herfra, så er der ingen grund til at være nervøs.

- Det her sker som led i en større rekapitaliseringsplan, hvor vi forventer at få nye ejere. Det kommer ikke til at få betydning for vores kunder. Vi har en sund forretning i Spies, og vi har en sund forretning i Thomas Cook Northern Europe, siger Lisbeth Nedergaard til TV 2.

Analytiker: - De køber sig tid

Thomas Cook er 178 år gammelt og et af verdens ældste og største rejseselskaber.

Og ifølge Finans.dk har Thomas Cook en gæld på mere end ti milliarder kroner og har blandt andet sat flere af sine flyselskaber til salg i forsøget på at rejse likviditet.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, hvor han følger luftfartsbranchen tæt, køber Thomas Cook sig tid til at finde en løsning på sine problemer ved nu at søge om konkursbeskyttelse.

- De gør det for at finde ud af, om der kan findes en løsning, i forhold til om man kan få udsat nogle af betalingerne, eller om man skal dreje nøglen om.

- Så man køber sig simpelthen tid til at finde en løsning, lyder det fra Jacob Pedersen til nyhedsbureauet Ritzau.