Skandalen om udbytteskat

Derfor mener Skat, at Nordea skylder dem 900 millioner kroner

Skattestyrelsens direktør Merete Agergaard til pressemøde om Skattestyrelsens fremdrift og status på udbytteområdet.

Det er første gang, en sag om udbytteskat af denne karakter bliver prøvet ved en dansk domstol.

En canadisk pensionskasse har uretmæssigt fået udbetalt 894 millioner danske skattekroner.

Det mener Skattestyrelsen, som på et pressemøde mandag fortalte, at man har stævnet en skandinavisk storbank for at have medvirket til de uretmæssige udbetalinger af udbytteskat til bankens udenlandske kunder.

Nordea har bekræftet, at kravet er rette mod dem.

Men hvordan kan så mange danske skattekroner uretmæssigt ende i Canada, som Skattestyrelsen mener?

Svindelnummeret – i grove træk

Det lod sig gøre, fordi Danmark med en række lande har indgået aftaler, som betyder, at udenlandske aktionærer ikke skal betale skat af de afkast, de tjener på danske aktier. Det er det, der hedder dobbeltbeskatningsaftaler.

Hvis for eksempel Carlsberg udbetaler dele af årets overskud til sine aktionærer, bliver skatten betalt automatisk. Og den skat kan udenlandske aktionærer søge om at få refunderet.

For at få det, skal aktionæren blot udfylde en ansøgning, der dokumenterer, at de ejer eller har ejet aktier i det danske selskab omkring tidspunktet for udbetalingen af udbyttet.

Altså de udenlandske investorer skal bevise, at de har ret til det, der hedder refusion af udbytteskat.

Det er her, det er gået galt. For Skat havde på ingen måder ressourcerne til at kontrollere alle de ansøgninger om refusion, der kom ind fra udlandet.

Det opdagede udenlandske finansfolk, der udnyttede det til at lænse statskassen for milliarder.

En lille gruppe investorer – angiveligt anført briten Sanjay Shah – står for systematisk og groft at have franarret Skat størstedelen af de 12,7 milliarder kroner, Skat har mistet på denne type svindel med udbytteskat.

Men derudover er der en række sager, som er i en gråzone. Her skal et kommende retsopgør vise, om - og i hvilken grad - der er tale om lovlig eller ulovlig udnyttelse af systemet med dobbeltbeskatningsaftaler.

Det er i den gruppe, den canadiske pensionskasse falder ind under.

Derfor er det vigtigt at understrege, at der er tale om to forskellige sager om snyd med udbytteskat. Hvor der i Sanjay Shah-komplekset er tale om snyd via fiktive selskaber, er der i den nye sag tale om spekulation med udlån af aktier med henblik på at kunne få udbetalt udbytterefusion.

Holder skandinavisk bank ansvarlig

I den nye sag har Nordea en nøglerolle, som gør, at Skat holder banken økonomisk ansvarlig.

Den påstand bunder i, at Skat for år tilbage indgik en aftale med tre storbanker om, at de kunne hjælpe udenlandske kunder med at få udbetalt skatterefusion.

Der er tale om den såkaldte bankordning, som gjaldt for SEB, Danske Bank og Nordea.

Ifølge DR og Børsens oplysninger var de ansøgninger, bankerne sendte videre til Skat, i mange tilfælde fyldt med fejl, som har betydet, at ansøgerne har fået udbetalt refusion på et ugyldigt grundlag.

I nogle tilfælde er der også tale om, at ansøgerne har fået udbetalt penge flere gange.

Bankordningen blev stoppet i 2015, men på pressemødet mandag oplyser Skattestyrelsen, at de mange fejl kan have kostet op mod 940 millioner kroner i ugyldige udbetalinger.

Skattestyrelsen mener, at den canadiske pensionskasse Health Care of Ontario Pension Plan – HOOPP – via Nordea har scoret 894 millioner kroner, som de ikke havde krav på.

Og derfor har Skat stævnet Nordea for det beløb.

- Det er en knastør juridisk vurdering, der ligger bag, siger Kenneth Joensen, direktør for selskaber hos Skattestyrelsen, på pressemødet om baggrunden for kravet om tilbagebetaling.

Oven i de 894 millioner har Skat yderligere nægtet at udbetale 1,3 milliarder kroner til pensionskassen. Altså 2,2 milliarder kroner i alt.

Fastholder krav

Helt præcist mener Skattestyrelsen, at HOOPP ikke har krav på udbytte, da de via storbankerne JP Morgan, UBS, Merill Lynch, Deutsche Bank og Barclays udnyttede et hul i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Canada og Danmark.

I stævningen fra Østre Landsret oplyses det, at den form for spekulation, som HOOPP bliver anklaget for - og som Skat altså stævner Nordea for - ikke tidligere er blevet prøvet ved en dansk domstol.

Over for DR og Børsen afviser pensionkassen at kommentere sagen, mens den kører, men fastholder at de har fulgt procedurerne i den dansk-canadiske skatteaftale.

Derfor mener HOOPP også, at de har ret til de 2,2 milliarder kroner, de i alt har gjort krav på via sine ansøgninger om skatterefusion fra Danmark.