Angreb på verdens største oliefacilitet får konsekvenser for benzinpriserne

En stigning på ti procent i olieprisen kan koste en dansk familie med børn omkring 1000 kroner ekstra om året. 

Et voldsomt droneangreb på en olifefacilitet i Saudi-Arabien får konsekvenser for benzinpriserne herhjemme.

Mandag har de danske tankstationer således hævet listepriserne på benzin og diesel med 40 øre per liter inklusiv moms.

Oliepriserne steg ved markedets åbning mandag med næsten 20 procent. Efterfølgende faldt priserne dog igen, så stigningen ligger på omkring ti procent.

En tønde Nordsø-olie koster altså mandag 65 dollar, hvor prisen fredag var 60 dollar.

Kan koste familie 1000 kroner om året

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, vil en stigning på ti procent i olieprisen kunne koste en dansk familie med børn omkring 1000 kroner ekstra om året.

Det baserer han på forbrugerundersøgelser fra Danmarks Statistik, der viser, at en børnefamilie bruger cirka 10.000 kroner årligt på benzin og diesel. Derudover kommer udgifter til at varme boligen op.

Ole Sloth Hansen, råvarestrateg fra Saxo Bank, er dog mest bekymret for, hvad det vil få af betydning for verdensøkonomien, hvor en del lande, herunder mange europæiske, har oplevet negative nøgletal de seneste måneder.

- Det vil absolut gøre afmatningen værre, da de stigende oliepriser direkte påvirker økonomien, som den er lige nu. Og det øger recessionsrisikoen med en eller anden procent. Hvor meget er svært at sige, siger han.

Frygter gengældelse

Olieprisen vil formentlig blive liggende på omkring 65 dollar de næste måneder, vurderer Ole Sloth Hansen

- Oliemarkedet er en finpudset maskine, hvor en forskel på få hundredetusinder tønder olie, kan have en stor indflydelse på prisen, så når fem millioner tønder olie på kort sigt bliver taget ud af markedet, skaber det en panikagtig stemning.

Og selvom Saudi-Arabien forventer at få genetableret en tredjedel af produktionen allerede mandag og være tilbage på fuld kapacitet inden for en måned, har angrebet skabt øget usikkerhed, hvor man allermest frygter et gengældelsesangreb, siger Ole Sloth Hansen.

Usikkerhederne hober sig op

Bekymringen vil formentlig vare ved i noget tid, da der er mange ukendte faktorer, som spiller ind i den tilspidsede konflikt, vurderer Ole Sloth Hansen.

Udover borgerkrigen i Yemen, hvor Saudi-Arabien fører en stedfortræderkrig med det iranske præstestyre, er det saudiske kongedømme også på tærsklen til at gennemføre den største børsnotering i verdenshistorien.

Der er tale om det statsejet olieselskab Aramco, der vurderes til at have en markedsværdi på over 1000 milliarder dollar.

Lørdagens angreb kan dog betyde, at børsnoteringen af Aramco bliver udskudt, siger Richard Martin fra den økonomiske tænketank IMA Asia til CNBC. Og det vil være et stort slag mod Saudi-Arabien.

Donald Trump lægger yderligere til usikkerheden med et tweet på twitter, hvor han hentyder til et eventuelt amerikanske gengældelsesangreb – formentligt mod Iran.

Sker det, vil oliepriserne stige yderligere 25 procent, vurderer Richard Martin.