Lydfil afslører fagforening true ansat i lufthavnen: - Føj for satan, hvor er du klam

I lufthavnen hersker jungleloven, understreger 3F-næstformanden flere gange.

I starten af september nedlagde bagagemedarbejderne i SAS Ground Handling (SGH) arbejdet ad to omgange.

SAS fortalte, at der var tale om et personaleforhold med en bagageportør, der stod i en anden fagforening end 3F. Denne medarbejder krævede 3F ifølge SAS fjernet. Men medarbejderen valgte alligevel at møde op på arbejde, og det førte altså til strejke.

Jeg vil skide alt det lort et stykke. Jeg er pisseligeglad

Næstformand, bagagemedarbejderne i SAS

Nu viser en lydoptagelse, som Berlingske er kommet i besiddelse af, at den pågældende medarbejder er blevet truet af to kolleger, hvoraf den ene er næstformand for bagagemedarbejderne i SAS i 3F Kastrup.

- Du retter dig efter vores lov herude, siger næstformanden, der kræver, at medarbejderen melder sig ind i 3F.

Hertil svarer medarbejderen, at der ikke findes nogen særlov om valg af fagforening.

- Det er der da i hvert fald. Har du ikke hørt om den lov, der hedder jungleloven? Jungleloven, den lever herude. Det vil sige, at du ikke forstår, at der kun er én fagforening, vi er medlem af herude?, raser næstformanden.

Hør hele lydfilen øverst i artiklen.

Loven giver vikar medhold

Episoden fandt ifølge Berlingske sted 23. juli i år. Kort forinden var han blevet ansat i et fire måneder langt vikariat i SAS Ground Handling.

Medarbejderen er uddannet ingeniør og medlem af ingeniørernes fagforening, IDA. Han ønsker ikke at skifte til 3F. Det argumenterer han løbende for i samtalen. Og så henviser han til foreningsloven, paragraf 78 i Grundloven, der tillader foreninger og det frie valg, ligesom han henviser til, at Menneskerettighedsdomstolen i 2006 slog fast, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi vedkommende ikke er medlem af en fagforening eller af samme forening som kollegaerne.

Om 3F og 3F Kastrup

3F, Fagligt Fælles Forbund, er Danmarks største fagforening med 272.000 medlemmer og repræsenterer ufaglærte og erhvervsuddannede lønmodtagere inden for industrier som bygge og anlæg, transport, den offentlige sektor, hotel- og restauration, tung industri samt det grønne område.

3F Kastrup har cirka 5000 erhvervsaktive medlemmer.

Kilde: 3f.dk

- Jeg vil skide alt det lort et stykke. Jeg er pisseligeglad. Du hører ikke efter, hvad jeg siger til dig. Der er kun én forening, du er medlem af, og det er Ekspeditions Arbejderne, siger næstformanden.

Jeg kan fortælle dig én ting. Du får ikke en kammerat herude. Føj, hvor er du klam, mand

Næstformand, bagagemedarbejderne i SAS

Herefter fortsætter samtalen om jungleloven, inden det går op for de to kolleger, at medarbejderen optager samtalen. Men diskussionen fortsætter:

- Jeg kan fortælle dig én ting. Du får ikke en kammerat herude. Føj, hvor er du klam, mand.

De to medarbejdere fremhæver, at det for dem handler om at sammenholdet og fællesskabet ved at være samlet i én forening, og at de gerne strejker for det, hvilket koster SAS i omegnen af 15 millioner kroner.

Vil komme i arbejde igen

Sagen har siden ført til en kraftig påtale til næstformanden, skriver Berlingske. Og han er efterfølgende blevet frataget sine tillidsposter i 3F.

Ja, han kommer tilbage i arbejdet igen. Vi har foreningsfrihed i Danmark

Kommunikationsdirektør i SAS, Karin Nyman

3F Kastrup har siden Berlingskes omtale lagt sig fladt ned, da det ”ikke lever op til 3F's værdier”. Fagforeningen understreger, at den ønsker at respektere lovgivningen.

- Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det er ikke 3F's måde at arbejde på. Jeg har noteret mig, at den pågældende, der er gået langt over stregen, efterfølgende har valgt at trække sig fra sine hverv i 3F, og at der er tale om en afsluttet personalesag, siger formand for 3F Kastrup Henrik Bay-Clausen i en pressemeddelelse.

Overfor Berlingske har Henrik Bay-Clausen sagt, at der var tale om en personalesag, som han fandt afsluttet i juli, men at vikarens fremmøde, samt at han skulle have filmet sine kollegaer, var årsagen til strejkerne.

I en mail til TV 2 skriver SAS, at de tager afstand fra episoden. Dels med henvisning til lovgivningen, og fordi at de ulovlige arbejdsnedlæggelser har påvirket 56 fly og godt 6000 passagerer, skriver Berlingske.

- Det er ikke i orden, skriver SAS.

Og selvom vikaren blev opfordret til ikke at møde på arbejde mandag, vil SAS ikke holde ham fra jobbet.

Det er en forfærdelig sag for 3F, når de lokale medlemmer bruger metoder, som vil passe bedre i Al Capones Chicago. Derfor har vi også set fagforeningen have travlt med at undskylde hele dagen. Det interessante er nu, om de kan få styr på deres rebelske medlemmer, der gang på gang foretager overenskomststridige strejker og dermed lammer flytrafikken for mange uskyldige passagerer. Der er større principper på spil, da vi her i Danmark har foreningsfrihed.

- Ja, han kommer tilbage i arbejdet igen. Vi har foreningsfrihed i Danmark, og det har vi som virksomhed pligt til at følge. Der er et krav om, at vi skal fjerne den pågældende medarbejder. Det hverken kan eller ønsker vi at gøre, skriver kommunikationsdirektør i SAS Karin Nyman til TV 2.

Medarbejderen kom tilbage på arbejde onsdag eftermiddag klokken 13.10. Klokken 13.20 nedlagte baggagehåndteringen arbejdet. Administrativt personale vil tage sig af bagagehåndteringen. Det forventes dog, at strejken betyder aflyste fly.