3F-medlemmers trusler er under al kritik, mener minister

Beskæftigelsesministeren er blevet kaldt i samråd af oppositionen, efter 3F medlemmer har truet en vikar i Københavns Lufthavn.

3F Kastrups medlemmers opførsel i sagen, hvor en vikar hos bagagemedarbejderne blev truet af fagforeningsfolk, er ikke i orden.

Sådan lyder det nu fra Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Jeg mener, det er under al kritik at true eller tvinge nogen til bestemte foreningsmedlemsskaber, skriver han på Twitter i et svar til Venstres Sophie Løhde.

Beskæftigelsesministeren understreger samtidig, at han ikke har tænkt sig at blande i sagen.

En sag, der onsdag førte til, at 150 bagagemedarbejdere i SAS for tredje gang i september nedlagde arbejdet.

Hummelgaard skal i samråd

Flere borgerlige politikere har onsdag krævet svar fra Peter Hummelgaard, og de har derfor indkaldt ham til et samråd i sagen.

En af de interesserede er Rasmus Jarlov fra Konservative.

- Det er en fuldstændig skamløs gidseltagning af uskyldige passagerer, som får ødelagt forretningsrejser og ferier, fordi 3F skaber sig og ikke vil acceptere, at de skal overholde loven om frit foreningsvalg, skriver han på Twitter.

Også Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, vil have Peter Hummelgaard i samråd.

- Vi synes, det er en skandaløs opførelse fra de ansatte, og vi vil høre, hvad han tænker om sagen, og om han er enig i, at det er dansk lovgivning og ikke jungleloven, der skal herske derude, siger han.

Lydoptagelse med konsekvenser

Sagen startede 23. juli, hvor en bagagevikar blev konfronteret af to kolleger, der er medlem af 3F Kastrup. De ville have ham til at melde sig ind i 3F og truede ham.

Vikaren ville dog ikke være medlem af fagforeningen, da han er uddannet ingeniør, og derfor ønsker han fortsat at være medlem af ingeniørernes fagforening, IDA.

Vikaren valgte at optage konfrontationen. En optagelse, der senere fik konsekvenser for hans to kolleger, der har fået reprimander af 3Fs lokalforening i Kastrup.

Lydfilen er også blevet lækket til Berlingske, der tirsdag aften kunne fortælle, at virakken om vikaren og 3F har ført til strejker i Københavns Lufthavn.

Formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, har taget afstand fra medlemmernes opførsel.