Pandoras salg går tilbage i det meste af verden

Smykkeselskabet Pandora kæmper med salget. Stor spareplan spiser samtidig af overskuddet her og nu.

Salget af Pandora-smykker har været faldende i 2019, hvor den danske smykkekoncern har haft tilbagegang på de fleste store markeder verden over.

Samlet lød Pandoras salg på 9,5 milliarder kroner i første halvdel af 2019.

Det er et fald på lidt over fire procent i kroner og øre, når man sammenligner med samme periode året før.

Tilbagegang på store markeder

Men tager man højde for udviklingen i valutakurser og antallet af butikker, er salget bakket med ti procent.

Det viser Pandoras regnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Smykkeselskabet havde tilbagegang på store markeder som Storbritannien, Italien, Frankrig, Tyskland, USA og Australien, mens Kina viste en mindre fremgang.

Samtidig er overskuddet næsten halveret til 1,3 milliarder kroner.

Stor spareplan

Ud over det lavere salg hænger faldet sammen med udgifter til en stor spareplan, der blev sat i søen i november.

Det skal på sigt mindske omkostningerne, men her og nu er der en række udgifter til planen, som spiser af overskuddet.