Just Eat brager frem på børsen efter fusion - sky dansker tjener milliarder
Udlandsdanskeren Bo Ladegaard Bendtsen, der er ukendt i offentligheden, købte i 2005 en stor bid af Just Eat.
Just Eat-aktien stormer frem efter mandagens nyhed om en fusion mellem den danske take away-gigant og hollandske Takeaway.com.
Aktien lukkede fredag i 635,60 britiske pence og lå allerede ved børsåbningen mandag morgen 25 procent højere. I løbet af dagen har den været oppe på kurs 833,14, altså en stigning på mere end 30 procent.
Dermed ser den forestående fusion mellem de to takeaway-kæder allerede ud til at være en succes for rigtig mange mennesker, der tjener store penge på nyheden. Herunder en nærmest ukendt dansk rigmand.
Milliardhandel
Mandag morgen kom det frem, at take away-hjemmesiderne Just Eat og Takeaway.com er blevet enige om at slå sig sammen. Det oplyste Just Eat til børsen i London, hvor selskabet er noteret.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om en handel til 8,2 milliarder pund - mere end 68 milliarder danske kroner.
Fusionen skal hedde 'Just Eat Takeaway.com', og selskabet får hovedsæde i Amsterdam. Her vil det være Takeaway.coms direktør, Jitse Groen, der fortsætter som direktør for det hele.
Aktionærer i Just Eat vil få tilbudt omkring en tiendedel af en Takeaway.com-aktie for hver Just Eat-aktie, de ejer. Det betyder, at Just Eats aktionærer vil eje 52,5 procent af den nye virksomhed.
En dansk succeshistorie
Just Eat blev skabt i en kælder i Kolding i 2000 af en tre gutter med en god ide. Blandt andre serie-iværksætteren Jesper Buch, der også er grundlægger af mode-webshoppen Miinto og GoMentor, en online-portal for terapi og coaching, og medejer af en lang række virksomheder.
Han fortæller i dag, at "de første seks år var et mareridt". De tre stiftere arbejdede i døgndrift for at holde deres 'barn' i live. Jesper Buch selv havde lånt 318.000 af BG Bank i Fredericia til projektet, og det ville tage ham ti år at betale dem af, hvis det hele gik i vasken.
I dag er 'barnet' kommet godt i vej, må man sige, og Jesper Buch er ude af virksomheden. Han solgte i 2011 sine sidste aktier i Just Eat. Han må ikke sige, hvor meget han fik ud af det.
- Men jeg kan sige, at jeg behøver ikke at bekymre mig ret meget om min økonomi resten af mit liv. Og det tror jeg heller ikke mine børn og deres børn gør, siger Jesper Buch til TV 2.
Han har aldrig fortrudt salget af Just Eat. Dagens fusion efterlader ham kun som en stolt stifter, siger han.
- Det er jo pragtfuldt. Jeg har i hvert fald noget, jeg kan tage med mig i graven, som de fleste ikke har mulighed for, og det har da beriget mit liv helt vildt.
Sky dansker sidder på stor aktiepost
Jesper Buch, der også har medvirket i tre sæsoner af DR1-programmet 'Løvens hule' og TV 2's 'Den hemmelige millionær', står i markant kontrast til sin efterfølger.
Udlandsdanskeren Bo Ladegaard Bendtsen, der er ukendt i offentligheden, købte i 2005 en stor del af aktierne i Just Eat for 17 millioner kroner og rykkede virksomhedens hovedsæde til London.
Siden da er det gået meget godt for Just Eat, der - før mandagens fusion - havde en markedsværdi på 35,7 milliarder kroner. I 2018 præsterede selskabet et overskud på 848 millioner kroner.
Bo Bendtsen har således allerede tjent en formue på Just Eat.
Han blev oprindeligt mangemillionær på såkaldt webhosting i Storbritannien. Og han boede efter sigende i Hongkong, dengang han købte en stor bid af Just Eat. Ellers ved meget få mennesker, hvem han er, hvor han bor, og hvor meget han er værd. Han har ry for at være meget sky.
Dagbladet Børsen har tidligere spurgt Jesper Buch, om han kunne hjælpe med kontakt til rigmanden.
- Ingen har kontakt til Bo Bendtsen, lød svaret dengang. Det gør det også i dag.
Bo Bendtsens ejerskab af Just Eat er også sløret bag en række datterselskaber. Han ejer stadig en aktiepost på 13,41 procent gennem det sydafrikanske selskab SM Trust. Det viser en gennemgang af Just Eats børsprospekt og børsdatabaser.
Det betyder, at hans aktier var 4,8 milliarder kroner værd - før mandagens handel.
Vil blive en global kæmpe
Det er øget konkurrence, der får de to take away-kæder til at se en fordel i en fusion. Og ifølge Neil Wilson, der er markedsanalytiker hos Markets.com i London, får de to kæmper nu tilsammen en størrelse, der gør dem i stand til at tage kampen op mod store konkurrenter som Deliveroo, Uber Eats og Amazon. Tilsammen vil de få en markedsværdi på omkring 74,5 milliarder kroner, skriver Berlingske.
Tilsammen opererer begge selskaber i over 20 lande over hele verden. De står stærkest i Europa, men du kan også bestille mad via Just Eat og Takeaway.com i Australien, Canada og Brasilien, Mexico og Israel.
De to firmaer havde tilsammen mere end 360 millioner bestillinger i 2018.
På verdensplan er markedet for online-madbestilling 690 milliarder kroner værd. Der er altså fortsat plads til at vokse, forklarer Niels Lunde, chefredaktør på Børsen.
- Logikken (bag fusionen, red.) er, at det her marked er meget stort, og det vokser stadig meget. Især i udlandet vokser hele markedet indenfor convenience - at man kan få bragt mad ud på en nem måde. I sådan et marked, som stadig er ret nyt, gælder det om at vokse hurtigt og blive stor hurtigt, så man kan sætte sig på det marked, siger han og fortæller, at det er langt større og mere udbredt i udlandet end i Danmark.
- I Kina kan du trykke på en app, og så en halv time senere står der en med en kop kaffe til dig, som du har bestilt.